Det lille toilethul på tur.

Husk toiletskovlen når du tager på tur!

Husk toiletskovlen når du tager på tur! Når du tager på tur over et par dage er det nogle kropslige funktioner som er svære at komme udenom. De fleste af os skal ihvertfald på toilettet undervejs.  Selv om mange mest tager på tur ved shelters med toilet faciliteter, så er trykket på naturen stigende.

Forord

Jeg arbejder til hverdag i friluftsbutikken Outdoor Rødovre hvorfor links til produkter i mange tilfælde går til webshoppen.

Jeg har tilsluttet mig The Outdoor Blogger Codex. Det betyder fuld transparens i forhold til eventuelle samarbejder med leverandører og deslige. Se på linket hvad The Outdoor Blogger Codex betyder for dig som læser.

Baggrund

Det kræver bare et hurtigt kig rundt om de mest populære teltpladser i skovene at se hvor klamt der bliver, når mange mennesker bruger et område uden toiletfaciliteter og uden den nødvendige viden og, måske, vilje til at gøre tingene ordentligt.

Det er ikke nok at dække dyngen af afføring og toiletpapir med en stak blade og en pind, ganske enkelt!

Hvordan gør du det så?

Først og fremmest, så brug de faciliteter som findes, når de er til rådighed. Det betyder at det er en god ide at besøge toilettet når du kommer forbi det på din vej, også selvom du måske ikke lige “skal”. På den måde kan du, måske, undgå at skulle gøre det ude i naturen hvor alting alt andet lige bliver lidt mere besværligt.

Toiletter findes mange steder ved shelter og lejrpladser. Men også kirker er rigtig udmærkede pejlepunkter, her findes ofte gode toiletfaciliteter og mulighed for at tanke vand.

Husk toiletskovlen når du tager på tur! Svensk das.
Typisk svensk das. Brug det når du har muligheden i stedet for at forrette nødtørften i naturen. Husk at slå låget ned når du er færdig. Så er der færre fluer og mindre lugt til den næste bruger.

Når der så ikke lige er et toilet i nærheden, så er det fint at kunne ordne det i naturen. Men det er også rigtig fint at kunne tage hensyn til fremtidige besøgende i samme område. Derfor er der nogle regler, ja regler, som er gode at arbejde efter.

Gå mindst 100 meter væk fra lejren!

Der er ikke nogen som synes det er rart at komme til en lejrplads hvor der lugter af latrin. Derfor går du mindst 100 meter væk fra lejrpladsen for at forrette din nødtørft. Hvis du er i tvivl om hvor langt 100 meter er, så tager du 120-130 solide skridt i den samme retning.

Hold dig mindst 100 meter fra vandløb og søer!

Bakterier fra din afføring er ikke noget andre behøver at have i deres drikkevand på tur. Derfor holder du en respektafstand på mindst 100 meter fra vandløb og søer for at undgå udsivning til vandmiljøet.

Husk toiletskovlen når du tager på tur!
Husk at holde en respektafstand på minimum 100 meter til vandløb og søer når du graver dit toilethul.

Find et afsides sted.

Det siger næsten sig selv. Find et sted hvor du har en god mulighed for ikke at blive forstyrret. Er man afsted på tur med en flok er det en god ide at udpege et bestemt område som toiletområde hvor børnene ikke leger og der er fred og ro.

For mange år siden var jeg på morgentur med mountainbike klubben og overraskede en pige som sad og tissede tæt på sporet. Jeg er sikker på at hun ikke syntes det var rigtig sjovt at der pludselig trillede 10 mountainbikere forbi og hilste på.

Tænk også over at finde et sted hvor det ikke er oplagt at nyde en kaffe- eller frokostpause, du behøver ikke den bedste udsigt for at forrette din nødtørft.

Grav et hul!

Som nævnt tidligere er det ikke nok at dække dyngen af afføring og toiletpapir med en stak blade og en pind. Dels blæser bladene væk og efterlader en ulækker toiletpapir blomst til frit skue og dels roder dyrene ofte rundt i den slags dynger.

Husk toiletskovlen når du tager på tur! Toiletpapirblomst.
Såkaldt toiletpapirblomst, findes ofte tæt på shelters og andre ofte anvendte lejrpladser i naturen.

Det allerbedste er, med ovenstående regler for lokation i mente, at grave et cirka 20 centimeter dybt hul. Jeg plejer at skrabe blade, mos og andet væk fra overfladen før jeg begynder at grave, så er der noget at sløre hullet med bagefter.

Hullet skal være omkring 20 centimeter dybt fordi du på den måde placerer din afføring i en bakterierig del af jorden hvor den hurtigt omsættes og forsvinder. De allerbedste lokationer er hvor der i forvejen foregår en naturlig kompostering, altså omsætning af blade, nåle, kviste og des lige.

Husk også at du skal kunne ramme hullet med bagdelen og dertil hørende dårligt sigte. Det nytter altså ikke at du kun graver et 5 cm bredt hul, det giver ihvertfald uhensigtsmæssigt arbejde efterfølgende.

Husk toiletskovlen når du tager på tur! Det lille toilethul på tur.
Tegning: Søren Degn Flex

Aflever det du skal

Når hullet er gravet er det tid til at bøje knæene og forrette nødtørften. Det kan betale sig at have trænet squats hjemmefra, og i øvrigt at undlade at trække tiden unødigt ud. Det gælder især hvis der også er myg i luften.

Pro tip: Du behøver ikke trække bukserne helt ned omkring anklerne, sådan lige omkring knæene er fint. Så er det indvendige af dine bukser også udenfor skudlinien hvis dit sigte nu ikke er helt præcist.

Der er mange som fortæller om brug af blade, runde sten, mos eller sne som toiletpapir. Du skal være velkommen til at forsøge dig. Vær blot opmærksom på at nogle blade måske kan give allergisk reaktion på huden og at stenene ikke skal være alt for grove. Jeg foretrækker toiletpapir. Den slags som er lavet af genbrugspapir og uden farverigt tryk, duft eller andre finurligheder nedbrydes hurtigst i naturen til gavn for alle.

Lad være med at brænde toiletpapiret. Dels risikerer du at starte en ulmende skovbrand når du dækker dit hul til igen, og dels lugter det præcis som du forventer, rigtig grimt.

Toiletudstyr til turbrug

Når det store naturtoilet kalder, så glimrer det ved mangel af de faciliteter vi har vænnet os til at bruge derhjemme, så det skal naturligvis medbringes.

De vigtigste ting i udstyrsposen er:

Toiletpapir – genbrugspapir uden farverigt tryk komposterer og nedbrydes hurtigst i naturen.

Skovl – til at grave føromtalte hul og dække det igen. Du kan også bruge en teltpløk, din ske, en kniv eller hælen af din støvle. Men det går alt andet lige hurtigere med en skovl. Du kan købe dedikerede friluftsprodukter eller en planteskovl fra byggemarkedet. På kanoture, hvor vægten er mindre vigtig, kan en feltspade fra et militært overskudslager være en rigtig god og effektiv løsning.

Håndsprit – eller vand og sæbe til at holde dine fingre rene. Især hvis du er på tur med andre er håndhygiejne over norm virkelig vigtig.

Vådservietter – kan også være rare at medbringe, men dels desinficerer de ikke, dels er de oftest ikke særligt effektivt nedbrydelige i naturen. Så brug dem med omtanke og tag dem med hjem i skraldeposen.

Latexhandsker – så er du sikker på at første trin af håndhygiejnen er på plads. Særligt relevant hvis du har ansvaret for at lave mad til andre på tur.

Husk toiletskovlen når du tager på tur! Toiletkit.
Mit toiletsæt som det kunne se ud på en tilfældig tur med skovl fra Sea To Summit, toiletpapir, handsker og håndsprit.

Saml det hele i en pose som ligger i rygsækkens sidelomme, klar til udrykning når behovet opstår.

Så min bøn til dig:

Husk toiletskovlen når du tager på tur!

 

Hvis du også synes at toiletpapirblomster er ulækre vil jeg blive glad for at du deler denne artikel i dit netværk. Jo flere som snakker om det, jo flere kan vi nå, sammen.

3 tanker om "Husk toiletskovlen når du tager på tur!"

  1. I det lille museum/naturrum ved Abisko Fjeldstation kan man finde et lille font opslag, der med humor beskriver, hvordan man skal gebærde sig i skov og fjeld, når naturen kalder!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *