Humangear GoBites Duo anmeldelse

Humangear GoBites Duo turbestik – anmeldelse

Forord

Jeg arbejder til hverdag i friluftsbutikken Outdoor Rødovre hvorfor links til produkter i mange tilfælde går til webshoppen.

Jeg har tilsluttet mig The Outdoor Blogger Codex. Det betyder fuld transparens i forhold til eventuelle samarbejder med leverandører og deslige. Se på linket hvad The Outdoor Blogger Codex betyder for dig som læser.

Jeg fik i efteråret 2014 tilsendt en Gobites Duo til test fra Humangear og har efterfølgende indkøbt en mere til personalepris gennem mit job i Outdoor Rødovre.

Humangear Gobites Duo anmeldelse

Spisegrej til turbrug

Det behøver ikke være svært at finde spisegrej til friluftsliv. Men forskellige typer ture giver lidt forskellige behov. Særligt når man som jeg og måske også du, skæver lidt til vægten af dit grej.

En tur i den lokale genbrugsbutik og du har et sæt glimrende bestik til en 20’er eller mindre. Vil du ned i vægt og volumen skal du dog andre veje og mange starter derfor ud med den klassiske Spork som er både billig og let. Det kan dog gøres smartere, og særligt når der skal spises frysetørret mand ud af posen er den klassiske Spork lige kort nok. Det betyder at du ofte ender med karry- eller bolognese sauce på fingrene.

Humangear Gobites Duo anmeldelse

Den lange titanium ske

Jeg har i mange år brugt den lækre lange titanium ske som, formentlig, en enkelt fabrik i Kina spytter ud med forskellige logoer til Optimus, Nordisk, Esbit et al. Den har fordelen af at være lang nok til at række ned i bunden af posen med frysetørret mad, let og super stærk.

GoBites Duo anmeldelse
GoBites Duo, Esbit Titanium ske og Spork

GoBites Duo

I efteråret 2014 stiftede jeg første gang bekendskab med det som skulle blive banemanden for min elskede titaniums ske. Eller ihvertfald sørge for at den nu lever en rolig pensionisttilværelse i køkkenskuffen hjemme. Her stødte jeg nemlig på firmaet Humangear, som havde lanceret GoBites Duo. Det er en art spork med samme længde og vægt som min titanium ske, men med en meget kortere pakvolumen.

Konstruktion og garanti

GoBites Duo er en lang todelt ske/gaffel kombination som på grund af en vældig fiks konstruktion kan skilles ad og skydes sammen til halv længde når den ikke er i brug. Materialet er fødevaregodkendt nylon som er stærkt, jeg har endnu ikke formået at knække den, og let. Humangear lover forøvrigt livstidsgaranti på holdbarheden. Vægten lander på det samme som den lange titanium ske som er min benchmark på spisegrej på ture hvor menuen består af frysetørret mad.

Skeen

Ske-delen er dyb nok til at det giver mening at spise eks. suppe med den, og smal nok til at den ligger godt i munden. Formen er forholdvis aflang og ikke voldsomt afrundet. Det gør at det er nemt at skrabe rester ud af posen eller skålen sammenlignet med den helt afrundede ske på en spork.

Humangear Gobites Duo anmeldelse

Gaflen

Gaflen er på samme måde smal og behagelig i munden. Kanterne er affaset så de kan bruges til at “skære” blødere ting som kartofler etc. men er heldigvis ikke reelt skarpe. Tænderne er smalle nok til at kunne stikke i mad uden at det flækker, den er altså reelt anvendelig til at spise med. Selv spaghetti kan nemt rulles på gaflen. Vi ved alle at en simpel spaghetti bolognese altid hitter på kanotur med ungerne.

Som nævnt ovenfor kan de to dele klikkes sammen til en kort enhed når GoBites Duo skal opbevares mellem måltiderne. Det er en klar fordel i mine øjne. Samlemekanismen skal naturligvis rengøres, men designet er åbent og det hele går let.

Nylon materialet er BPA-fri, PC-fri og phthalat-fri. Det er samtidig meget varmebestandigt, og kan håndtere op til 230 grader. Det gør det velegnet til madlavning også.

GoBites Duo detaljer

Dimensioner pakket: 148.5 x 40mm

Dimensioner udfoldet: 231 x 40mm

Vægt: 22 gram

Konklusion

Gobites Duo har siden 2014 været mit foretrukne bestiksæt til de ture hvor maden primært består af frysetørret mad. Den lave vægt, lille pakvolumen og store brudstyrke gør at jeg uden tøven anbefaler det. Også fordi de to dele kan skilles fra hinanden kan halvdelen også lånes ud til en turmakker som har glemt sit eget grej. Det er en uventet bonus langt fra den nærmeste grejbutik.

 

2 tanker om “Humangear GoBites Duo turbestik – anmeldelse”

  1. Jeg er helt enig med denne anmeldelse. Jeg brukte GoBites Due til Gobi March i 2017 og jeg var rigtig glad for den. Vi spiste all mad ud af poser og den fungerede rigtig godt. Jeg spiste forsekellige retter med den, bl.a. grøde til morgenmad.
    Den er let og passer næsten i alle lommer, pga. at den kan lægges sammen.

    Jeg har ingen erfaring med andre produkter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *