Garmin TrueUp - samler dine aktivitetsdata og konsoliderer dem på flere ure.

Garmin TrueUp – opdateret skridttælling på flere enheder

Du kender det godt – pulsuret passer ikke så godt til jakkesættet som du har på i løbet af dagen. På den anden side vil du stadig gerne registrere de skridt du tager i løbet af dagen kombineret med dem du tager på morgenens eller aftenens løbetur. Er du klar til TrueUp?

Opdateret enheds software og Connect

Garmin har i november i al stilhed opdateret software på en række enheder og Garmin Connect til at understøtte TrueUp. Det er kort sagt en ny funktion som konsoliderer det antal skridt du tager med forskellige enheder i et samlet tal.

Forvirret?

Det skal du ikke være.

Det er faktisk ikke en helt ny funktion Garmin lancerer. Hos FitBit har man haft den et godt stykke tid, og jeg har personligt savnet det i mine Garmin enheder.

Lad os kigge på hvordan TrueUp fungerer for mig, og kan fungere for dig.

Konsolidering af skridt data over en dag

I hverdagen går jeg normalt med min Fënix 3 i løbet af dagen, og selv på en dag i butikken kommer der vel en 6-8.000 skridt i banken.

TrueUp - Garmin Fënix 3 med mit tal efter en arbejsdag.

Når jeg kommer hjem er det tid til en løbetur. Denne aften ville jeg gerne løbe med mit Forerunner 735XT fordi det er let og på grund af den optiske pulsmåler.  Jeg elsker at slippe for pulsremmen om brystet.

TrueUp - Garmin Forerunner 735XT før løbetur

Efter at have tændt mit Forerunner 735XT står skridttælleren på et stort rundt nul. Naturligvis fordi det ikke har været brugt hele dagen og endnu ikke har synkroniseret med min iPhone og Garmin Connect Mobile.

Nu afsted på aftenens løbetur.

TrueUp - kort løbetur med Garmin Forerunner 735XT

TrueUp - skridttælling fra aftenløbeturen

Aftenens tur på lige godt 5.3 kilometer gav 4663 skridt i boksen. Disse synkroniseres nu via Garmin Connect Mobile med øvrige enheder som understøtter TrueUp – eksempelvis mit fënix 3.

På mit fënix 3 kan jeg aktivt se at uret henter data via Garmin Connect Mobile. Den yderste ring på skærmen “drejer rundt” – en meget fin detalje at vise når der foregår noget aktivt bag linierne.

Garmin TrueUp - opdatering af aktivitetsdata på Garmin fënix 3.

Og således, efter lidt rumsteren rundt før næste billede blev taget, og dermed lidt flere skridt på tælleren viser begge ure og Garmin Connect de samme data.

TrueUp - efter synkronisering via Garmin Connect viser begge ure samme antal skridt for dagen.

Garmin TrueUp - Connect Mobile er platformen som konsoliderer dine data.

Udover antallet af skridt konsoliderer den nye TrueUp funktionalitet også følgende:

  • forbrændte kalorier
  • tilbagelagt distance
  • intensitets minutter
  • etager

Det betyder at disse data altid er opdateret på den enhed der sidder på dit håndled og på Garmin Connect.

Enheder som understøtter TrueUp

Følgende enheder, primært modeller som er kommet på markedet indenfor de seneste 12 måneder, understøtter TrueUp 100%: vívosmart HR, vívosmart HR+, vívoactive HR, fēnix 3, fēnix 3 HR, fēnix Chronos, Forerunner 35, 230, 235, 630 og 735XT, vívofit 3, Approach S20 og X40, D2 Bravo, tactix Bravo og quatix 3.

Øvrige modeller som kan tælle skridt, eks. den originale vivofit et al. understøtter kun upload og konsolidering af data i Garmin Connect, men kan ikke vise det konsoliderede antal skridt. Bruger du eksempelvis en vivosmart HR i løbet af dagen og træner med et Forerunner 920XT, så vil dit vivosmart HR vise de kosoliderede skridt data mens Forerunner 920XT kun viser de skridt som er taget med denne enhed under dit træningspas.

Skulle du finde på at gå rundt med to Garmin enheder som tæller skridt samtidig, så tæller Garmin TrueUp ikke dobbelt. I stedet benyttes data fra den enhed som har flest skridt. Skulle de begge vise samme antal skridt over den samme periode så benyttes data fra den enhed som er markeret som “foretrukken” i Garmin Connect.

8 tanker om “Garmin TrueUp – opdateret skridttælling på flere enheder”

  1. Hej…..

    Er lidt usikker på om jeg forstår det rigtigt – har et Fenix 3 HR og kunne godt finde på at købe/ønske mig et Garmin Vivomove. Hvis jeg så bruger Vivomove i løbet af dagen og mit Fenix på løbeturen om aften, vil skridt data så blive kombineret?

  2. Det er korrekt forstået Peter. Det totale kombinerede antal skridt samt øvrige data vil blive vist på Garmin Connect Mobile og dit fënix 3. Vivomove vil kun vise de data som er registreret med denne enhed idet den ikke er ny nok til at være blevet opdateret til at hente disse data fra Connect Mobile, blot sende dem.

  3. Hvorledes beregner eller omregner Garmin Forerummer 235 rent teknisk antallet af skridt fra de oplysninger, som den tilsyneladende henter via GPS?

    1. Forerunner 235 benytter et indbygget accelerometer til skridttælling. Ellers skulle GPS modulet være tændt konstant, og så snakker vi en batteritid på omkring 8 timer som ur. ?

  4. Hej

    Da jeg ikke må gå med ur på jobbet og har et Fenix 5x Saphire – er det så korrekt hvis jeg tilkøber et f.eks Vivofit 4 med trueup – så vil mine skridt derfra blive synkroniseret så jeg får et samlet antal skridt fra hele dagen ???

    vh Anders

      1. Nu fylder Vivo jo ikke ret meget og den kan vel tælle når den ligger i lommen ??? Det var sådan jeg forstod et tip fra en fenix 5x bruger

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *