Tag-arkiv: Inov-8

Inov-8 Arctic Talon 275 – anmeldelse

De sidste ugers rigtige vinterforhold er ikke noget vi er ret vant til at se efterhånden og de til tider isede forhold skabte en del spørgsmål til hvordan man bedst ruster sig til den slags. Jeg skrev en hurtig artikel om gør-det-selv pigsko som du kan læse her, men derudover er mit bedste bud altså trailsko med indbyggede pigge som tillader problemfrit løb selv på rimelig hård is.

Issjap med spejlblank is under er ren legeplads for skoen.
Issjap med spejlblank is under er ren legeplads for skoen.

Inov-8 Arctic Talon 275 er afløseren for den nu udgåede Oroc 280 og byder på en række spændende nye features som i mine øjne gør den til en klart bedre sko. Jeg har over de sidste par uger løbet godt 100 km i et par Arctic Talon fordelt på det meste slags underlag og har dannet mig et ret godt overblik over skoens formåen og hvor den måske kommer til kort. Først lidt om det tekniske.

Sammenligning af pigge - den nye Artictalon 275 med forholdsvis lange pigge.
Sammenligning af pigge – den nye Artictalon 275 med forholdsvis lange pigge.
Sammenligning af pigge - den nu udgåede Oroc 280 med 9 relativt korte pigge.
Sammenligning af pigge – den nu udgåede Oroc 280 med 9 relativt korte pigge.

Vægt, læst og fit

Arctic Talon 275 er i lighed med forgængeren Oroc 280 konstrueret omkring Inov-8s Precision Fit læst som giver en tæt pasform. Dette sikrer at skoen sidder godt fast på foden i høj fart på ujævnt terræn, men fungerer altså bedst med rimelig smalle fødder. Når det så er sagt er pasformen i denne version af Precision Fit alligevel så rummelig at jeg uden problemer kan løbe langt i dem. Har løbet problemfrit op til 2 ½ time og det var ikke skoenes skyld at jeg ikke fortsatte den dag. Altså, den mest rummelige Precision Fit sko fra Inov-8 til dato.

Billede 19-01-2016 08.06.47
Arctic Talon 275 på vægten som siger 295 gram. Det er trods alt godkendt for en grov trailsko med hele 14 lange pigge.

Overdelen

Overdelen er lavet i den samme type tætvævet nylon, Inov-8 kalder det ”ballistic nylon”, som på forgængeren. Det giver en høj slidstyrke og forsinker indtrængen af vand mens skoen faktisk fortsat dræner rigtig fint. Den sko jeg har løbet i er en sample med en anden type mesh, men jeg har af flere omgange haft fødderne i sko med ”den rigtige” mesh føler ikke det giver nogle ændringer i pasform. Rundt om snuden og omkring hælen er skoen udvendigt forstærket med et kraftigere nylon materiale som beskyttelse mod grene og andet som kan trykke fra underlaget. Snøring og den let polstrede pløs er helt standard og særdeles velfungerende. Det er ikke nogen hemmelighed at jeg nok er lidt konservativ på det punkt og foretrækker den ”gode gamle” løsning frem for diverse nytænkninger.

Arctic Talon 275 med den slidstærke og vandafvisende tætvævede nylon overdel.
Arctic Talon 275 med den slidstærke og vandafvisende tætvævede nylon overdel.

Kompatibel med gaiters

Bag anklen er der indsyet lommer sådan et Arctic Talon 275 (i lighed med storebror Arctic Claw 300) er kompatibel med Inov-8 Race Ultra Gaiters. Lommerne passer med clips på gaiteren og betyder at der ikke er behov for en strop under skoen. Race Ultra Gaiters er en let gaiter i mellemkraftig lycra som yder god beskyttelse mod sne, grus og anden nas i skoen, klart anbefalelsesværdigt ved off-trail løb eller trailløb på små spor.

Inov-8 Arctic Talon 275 med Race Ultra Gaiters
Inov-8 Arctic Talon 275 med Race Ultra Gaiters

Ønsker man lidt mere varme om anklerne end Race Ultra Gaiters tilbyder så kan den oprindelige Debrisgaiter 32 fra Inov-8 være et rigtig godt valg. Denne model er syet i kraftigt softshell materiale med en top i strikket merinould. Dette gør den dejlig varm i de kolde måneder og et oplagt valg når der ligger sne på sporet. Den tynde gummi o-ring som løber under skoen er sårbar og det er vigtigt at den placeres mellem knopperne for ikke at blive revet i stykker på en sten undervejs.

Inov-8 Arctic Talon 275 med Debrisgaiter 32
Inov-8 Arctic Talon 275 med Debrisgaiter 32

Mellem-, slidsål og greb

På grund af de aggressive knopper ser Arctic Talon 275 rimelig høj ud, lad os prøve at bryde sålen lidt ned og se på de enkelte dele. Indvendig i skoen ligger en 6mm indlægssål i et fast EVA skum. Den giver lækker indstigningskomfort, men kan skiftes til en 3mm model (tilkøb) hvis det indvendige volumen er lidt for snævert.

Under indlægssålen ligger mellemsålen i trykstøbt EVA som også huser Inov-8s Protec Shank som er en art fingerdelt ”rock plate” i tynd polymer materiale som beskytter foden mod piggenes tryk nedefra ved løb på hårdt underlag. Stakhøjden på mellemsålen er henholdsvis 12mm i hælen og 8mm i forfoden hvilket lander på et 4mm drop. Skoen er i lighed med alle andre modeller fra Inov-8 neutral og byder således ikke på pronationskiler eller andre finurligheder i den genre.

Protec shank beskytter foden mod tryk fra piggene uden at ødelægge skoens fleksibilitet.
Protec shank beskytter foden mod tryk fra piggene uden at ødelægge skoens fleksibilitet.

Slidsålen er Inov-8s velkendte Tri-C blanding hvor gummitypens hårdhed varieres igennem forskellige felter på sålen for at optimere både slidstyrke og greb. På Arctic Talon 275 er der i et par felter tilføjet glasgranulat for at give ekstra greb på is, en teknologi som Inov-8 kalder Ice-Tec.

De store grove knopper og de 14 pigge sikrer overlegent greb i underlaget.
De store grove knopper og de 14 pigge sikrer overlegent greb i underlaget.

De store trekantede knopper er 8mm høje og lidt konisk formgivet for at holde godt fast i underlaget og samtidig forhindre at sne og mudder pakker under skoen. I 14 af knopperne på hver sko, 4 på hælen og 10 under forfoden, er der indstøbt en tungsten carbid pig som stikker 2mm ud af gummiet.  Dette sikrer et vanvittigt godt greb på is og hårdtpakket sne.

Ønsker til version to

Udover at jeg, naturligvis, ønsker mig en zero drop version med lidt mindre mellemsål og Standard Fit (bredere pasform) så er mit eneste reelle ankepunkt at der mangler en eller to pigge under svangen som kan give greb når der skal forceres træstammer osv. ved orienteringsløb eller bare løb off trail.

Løbe egenskaber og konklusion

Jeg havde fra starten tårnhøje forventninger til skoens greb i underlaget og noget mindre forventninger til pasformen fordi den er lavet på Precision Fit læsten som oftest er lige smal nok til mine fødder medmindre der blot skal løbes hårdt og kort.

Isløb i kanten af Roskilde Fjord ved Boserup iført Arctic Talon 275.
Isløb i kanten af Roskilde Fjord ved Boserup iført Arctic Talon 275.

På hårdpakket sne og is er grebet ikke mindre end ekseptionelt – skoen stod uden tøven fast på alt hvad jeg udsatte den for gennem de to ugers test. Jeg har løbet på asfalt (hvor jeg på grund af piggene og de høje knopper oplevede den som lidt ”sejlende”), frosne grus- og skovstier samt masser af sne i alle afskygninger samt i på søer og Roskilde Fjord. Skoen opfører sig lækkert og føles trods den relativt høje vægt (set i forhold til mine andre trailsko) let løbet. På komfortsiden oplever jeg Arctic Talon 275 som fast uden at være ukomfortabel, fastheden betyder at jeg hele tiden fornemmer at være godt i kontakt med underlaget.

Pasformen var til min overraskelse ikke noget problem, dette er den mest rummelige Precision Fit sko jeg endnu har prøvet fra Inov-8 og kan anbefales til de fleste.

Jeg anbefaler uden forbehold skoen til vinter trailløb samt orienteringsløb i den bløde sæson hvor den slidstærke overdel virkelig kommer til sin ret. Ved løb i sne sikrer den tætvævede overdel at skoen ikke med det samme gennemblødes af smeltet sne, en virkelig lækker detalje.

Hvad siger andre?

En ting er hvad en halvtyk motionsløber siger om skoen, lad os se hvad den nykårede og forsvarende Danmarksmester på Lang Trail distancen Jesper Noer siger om Arctic Talon 275 efter at han løb i den til Hammer Trail Winter Edition på Bornholm og genvandt DM titlen i et stærkt felt.

“Meget positivt overrasket over grebet på is, sne, mudder, klipper, rødder og skovstier. På de 52 km til Hammertrail var jeg ikke eneste gang nervøs for ikke at stå fast. Skoene var ihvertfald ikke grunden til at jeg ikke løb hurtigere.”

Jesper Noer på podiet efter DM Lang Trail. Billedet er lånt fra Salomon Hammer Trail
Jesper Noer på podiet efter DM Lang Trail. Billedet er lånt fra Salomon Hammer Trail

Jesper ringede kort før Hammer Trail Winter Edition til os i Outdoor Rødovre og bad os om at skaffe skoen hjem. Han hentede den torsdag aften og løb den til DM guld lørdag.

Søren Rasmussen som også løb en flot placering som nummer 4 hjem til DM Lang Trail under Hammer Trail Winter Edition har følgende kommentar:

“Jeg løb Hammer Trail i storebroderen;  Arctic Claw 300 med samme ydersål og kan bekræfte oplevelsen. Det er en sko, som skaber tryghed og gør en forskel i den slags vejr, vi har lige nu.”

Søren Rasmussen på vej mod en 4. plads til DM Lang Trail i Arctic Claw 300 skoen.
Søren Rasmussen på vej mod en 4. plads til DM Lang Trail i Arctic Claw 300 skoen. Billedet er lånt fra Sørens facebook side.

Arctic Claw er som Søren nævner en lidt kraftigere sko med en stakhøjde på henholdsvis 18 og 10mm og altså 8mm drop. Desuden er overdelen væsentlig mere forstærket end Arctic Talon 275. Pasformen er også mere rummelig idet Arctic Claw 300 produceres i Standard Fit.

Hvor kan du købe Arctic Talon 275

Sidste sæson solgte Løberen skoen, men det er de vist desværre holdt op med. Vi har i Outdoor Rødovre lige fået et lille parti ind af døren som du kan købe i butikken eller i webshoppen.

Jeg arbejder i Outdoor Rødovre til hverdag, og har således en kommerciel interesse i skoen, men anmeldelsen er skrevet i vinteren 15/16 hvor vi ikke havde skoen i butikken.

Skoen er udleveret til test fra den danske Inov-8 distributør ODEX.

Inov-8 Arctictalon 275 i sit rette element.
Inov-8 Arctictalon 275 i sit rette element.

Ashmei Merino + Carbon Running Jersey – anmeldelse

Jeg har løbet med Ashmei Merino + Carbon Running Jersey siden det tidlige forår og må indrømme at jeg til en start var en anelse skeptisk overfor denne T-shirt. Ikke på grund af merinoulden, eller snittet, men på grund af det lækre udseende. Jeg indrømmer gerne at det er overfladisk og også gerne at jeg tog fejl, Læs videre Ashmei Merino + Carbon Running Jersey – anmeldelse

Inov-8 Race Elite 150 Stormshell – anmeldelse

Når vejret rigtig viser tænder, så er en vandtæt og åndbar jakke uundværlig til særligt de lange ture og konkurrencer. Jeg har gennem det sidste næsten 2 år løbet rigtig mange kilometer med Inov-8 Race Elite 150 Stormshell, her er min anmeldelse jakken.

Race Elite 150 Stormshell var ved introduktionen for 2 år siden en superlet jakke ud fra den betragtning at den samtidig er vandtæt og åndbar. Den er efterhånden ved at blive overhalet af andre modeller, blandt andet en rigtig let jakke fra Inov-8, men den slags kommer jo altid på bekostning af slidstyrke. Læs videre Inov-8 Race Elite 150 Stormshell – anmeldelse

Duel – Salomon Minim Critical LS TEE vs. INOV-8 Base Elite 150 Merino LS

Merinould begynder stille og roligt at blive accepteret som et fuldgyldigt teknisk materiale, også blandt producenterne af løbegear og til andet end strømper. Jeg har i flere år løbet med trøjer fra Aclima, Devold, Icebreaker og andre traditionelle outdoor producenter når sommertemperaturerne falder sammen med kviksølvet i termometret.

Kviksølvet dropper i termometret, det er ved at være tid til merinould som inderste lag.
Kviksølvet dropper i termometret, det er ved at være tid til merinould som inderste lag.

I år er der så dukket nye modeller op med højt indhold af merinould i min postkasse, i skikkelse af Læs videre Duel – Salomon Minim Critical LS TEE vs. INOV-8 Base Elite 150 Merino LS

Jeg faldt lige over en stribe gamle videoer…

Jeg faldt lige over en stribe gamle videoer som jeg var med til at producere i et tidligere job. Her fortæller jeg om nogle af mine favoritprodukter – og faktisk er det med mindre modifikationer stadig nogle af mine yndlinge. Bemærk at det ikke er anmeldelser som sådan, men produktinformation, kig med hvis du har lyst:

Aclima Woolnet er det nok ikke lige årstiden for i disse dage, men når efterårskulden begynder af gøre plads for frost er det sådan noget jeg har på under skaljakken.

Inov-8 X-Talon 212 er en super grovkornet trailsko til når mudderet bliver godt tykt og almindelige sko må give op. I dag foretrækker jeg lillebror X-Talon 190 fordi den lette mesh overdel giver en bedre pasform for mig.

Trailroc 245 fra Inov-8 er en lækker, næsten flad, trailsko med et godt all round greb på det meste underlag med undtagelse af rigtig mudder. Skoen har 3mm drop og en fingerdelt beskyttelsesplade i forfoden. Dette er årsagen til at jeg foretrækker lillebror Trailroc 235 som er helt flad og uden beskyttelsesplade.