Copenhagen Ultramarathon 50K

Aftenen før et løb vil man normalt kunne se mig spise let aftensmad, drikke vand, og måske en øl eller et glas vin og i øvrigt gå relativt tidligt i seng – i fredags var det omvendt. Menuen stod på store bøffer og rødvin i større mængder med deraf følgende sen sengetid. Det var derfor sværere end normalt at trille ud af sengen da vækkeuret brummede kl 6.

Fredagshygge på terrassen før Copenhagen Ultramarathon 2013.
Fredagshygge på terrassen før Copenhagen Ultramarathon 2013.

Lidt over 7 ramte jeg dog stævnepladsen ved Tueholmsøen som summede af aktivitet, særligt 100 km løberne var i fuld gang med at arrangere deres egne depotkasser på at langt bord. Jeg skulle løbe 50 km, så planen var at klare mig med 3 gels i lommen og derudover fouragere i depotet som med dagens rute lå for hver 2,2 km, luksus!

Fik eftertilmeldt mig og udleveret et, nej to, startnumre. Man skulle have nummer på både ryg og front, så meget for mit smarte nummerbælte, oh well. Med nummeret på plads var det tid til at sludre lidt med venner og bekendte mens jeg halvdesperat hældte små mundfulde vand ned i et forsøg på at genoprette væskebalancen nogenlunde efter aftenens udskejelser.

Lidt over 8 annoncerede ALOT at de havde knas med tidstagningssystemet og at starten ville blive udsat op til en halv time, øv. Heldigvis kunne de blot fem minutter senere annoncere at de var klar og at starten kunne gå. Efter starten fandt jeg mig selv løbende ved siden af maskinen Niels Høg Henriksen, det var rigtig hyggeligt, men da jeg efter den første kilometer kiggede ned på uret og så at tempoet lå på 4.15min/km var det tid til at slippe og lade ham løbe afsted.

De første 16 km gik ubesværet på den korte, men smukke rute om Tueholmsøen. Så meldte toilettrangen sig og heldigvis var der kun en lille kilometer til depotet hvor jeg lige måtte en kort afstikker væk fra ruten. Således lettet gik det noget bedre og frem til 25 km lå kilometertiderne pænt mellem 4.30 og 4.40 min/km. Herefter slap jeg gassen en smule og havde egentlig en rigtig god tur ud til omkring 44 km hvor maraton mærket blev passeret i cirka 3.17.

Fra 44 km og frem til 47 km var der nogen som enten havde fyldt cement i benene eller monteret nogle af de hersens ankelvægte på dem, kilometertiderne røg i vejret og motivationen sank ned i kælderen. Pludselig løsnede det fra 48 km op igen og lidt hurtig hovedregning levnede stadig muligheden for at klemme bagdelen ind over stregen under 4 timer så på stive ben blev jagten sat ind. Inde overstregen stod det officielle stopur på 04.00.24. Til min store overraskelse fik jeg besked om at jeg var blevet nummer 3 og lige skulle blive hængende til præmieoverrækkelse.

På podiet med en solid 3. plads. Foto: Charly Prødel
På podiet med en solid 3. plads. Foto: Charly Prødel

Alt taget i betragtning gik det vist meget godt, men tænker at den lige skal revanceres næste års udgave af Copenhagen Ultramarathon 50K.

Der var nogle få stumper som jeg havde særligt glæde af undervejs – den slags er der sjovt nok ikke så meget fokus på i asfaltløb som i sporet, men here goes nothing.Salomon S-Lab Sense Visor – den eneste solskærm som rent faktisk forhindrer sveden i at trille ned og fedte mine solbriller ind.

Salomon S-Lab Sense Visor – den eneste solskærm som rent faktisk forhindrer sveden i at trille ned og fedte mine solbriller ind.

Salomon S-Lab Sense Visor – den eneste solskærm som rent faktisk forhindrer sveden i at trille ned og fedte mine solbriller ind.

Salomon Softflask 250ml – jeg løb hele turen med en enkelt flaske i hånden og genopfyldte hver anden eller 3 gang i depotet.

Tak til venner og familie samt de frivillige de depotet for opbakningen undervejs, den slags er uvurderligt. ALOT lavede et super arrangement hvor den eneste lille finger jeg kunne sætte på det hele var serveringen af discount cola i depotet. Det var en grim overraskelse (#firstworldproblems), og der må være råd til at købe rigtig cola i stedet.

Natten i nat har kroppen været urolig som jeg ikke har oplevet det før og søvnen tilsvarende usammenhængende. Men benene har det rimeligt og jeg kan gå normalt ned af trappen hvilket altid er en god målestok for restitutionen.

Vi ses derude!

Krøllebølle Gear Special – repost!

Indlæget Krøllebølle Gear Special blev første gang publiceret som gæsteblog på Trailløberens blog i november 2013 umiddelbart efter Krøllebølle Trail Invitational.

KrøllebølleTrailGear

Krøllebølle Trail Invitational gear summary

For en udstyrs fetichist ligger der som regel en del overvejelser i det grej man vælger ud til et specifikt løb eller event. Sådan er det som regel for mig, og med meget at vælge imellem kan det blive svært. Denne gang var anderledes idet jeg først fredag morgen skovlede det meste grej ned i en duffelbag, heriblandt et par nye bekendskaber som vi kommer ind på senere.

Vindjakke eller regnjakke – og mellemlag? 

Normalt foretrækker jeg at løbe efteråret igennem i en tynd vindjakke eller endda bare en vest. Vejrudsigten til Krøllebølle turen var ikke ligefrem lovende så der røg både en vind- og en regnjakke i tasken. Idet det ikke regnede ved starten lørdag morgen startede jeg ud med vindjakken, en Inov-8 Race Elite 70 Windshell. Under vindjakken havde jeg en langærmet tynd Aclima Lightwool trøje som jeg tidligere har haft rigtig gode erfaringer med til lange ture inkl. Hammer Trail 50 miles. Vindjakken blev valgt for bedre at kunne ventilere på de første kilometer hvor tempoet uvægerligt vil være højere end gennemsnittet, at lukke sådan en flok trailløbere af sted på en lang tur er jo som at se en flok øko-køer blive lukket ud på græs.

I min vest havde jeg pakket en regnjakke, Inov-8 Race Elite 150 Stormshell, som er en klar opgradering til den Raceshell 220 jeg tidligere har været rigtig glad for at løbe med. Ved Hammer Havn var regnen blevet så vedholdende at Stormshell jakken blev hevet frem af tasken og trukket ud over den øvrige beklædning.

Her forblev den til lige før lufthavnen hvor det inderste lag blev skiftet til en Aclima Woolnet trøje med en Lightwool udover og til sidst den nævnte Stormshell. Årsagen var at mit tempo var gået så meget ned at det med den øgede eksponering for vinden på sydvest kysten kunne blive et issue at holde varmen. Kombinationen fungerede perfekt, om end til den varme side når det blev løbet og holdt frem til jeg trak stikket ved Nexø.

om det nordlige Bornholm. Foto: Moses Løvstad
Foto: Moses Løvstad

Hvad med benene?

Torsdag landede der et par Endurance Generator tights fra japanske CW-X på mit bord, og de skulle da naturligvis med på turen. Det er altid spændende at skulle af sted på en længere tur i helt nye produkter, men ikke noget der som udgangspunkt skræmmer mig. Endurance Generator tights er ikke en traditionel kompressionstight som man kender fra CEP, 2XU osv., i stedet støttes led og muskler af strategisk placerede baner af mindre strækbart materiale. Jeg har løbet en del i korte CW-X tights hen over sommeren og min oplevelse med disse er at der er en klar effekt forudsat at man tager sig tid til lige at placere den rigtigt. Under mine tights havde jeg et par gamle Puma løbeunderbukser mens understellet var smurt godt ind i Bodyglide for at undgå irriterende slidsår.

 

Sko og strømper – eller barfodet?

Selvom jeg bekender mig til fladfodsløb, om end jeg ikke nødvendigvis er særlig god til det, så skal der stadig sko på fødderne. En af mine absolutte favoritter til de fleste forhold er Inov-8 Trailroc 235 som jeg også løb Hammer Trail i. I erkendelse af at hele turen rundt om øen ville sætte alle typer underlag i spil blev 235’eren mit bud i kombination med en Injinji tåstrømpe i merino uld. Jeg løber normalt i strømper fra Teko, men til de helt lange distancer har jeg rigtig god erfaring med tåstrømper som forhindrer vabler mellem tæerne. Den uafprøvede kombination af Injinji strømpen og CW-X tights som begge var lidt korte i det gav et fint 2 cm stykke blottet hud over mine ankler som på turen blev revet godt til blods af torneranker, marehalm og andet godt. Note to self: det kan man godt lige prøve at en anden gang, inden turen. Uanset det, og på trods af massive mængder af sand i både sko og strømper var fødderne fri for problemer hele vejen rundt.

Depot et sted mellem lufthavnen og Dueodde.  Foto: Moses Løvstad
Depot et sted mellem lufthavnen og Dueodde. Foto: Moses Løvstad

Løbevest, rygsæk eller væskebælte?

Der er mange muligheder for at medbringe grej, væske og energi. Det væsentlige for mig er hvor lidt jeg kan slippe af sted med og hvor komfortabelt jeg kan bære det. Derfor ender det ofte med en vest, i denne omgang SJ Ultra Vest fra Ultimate Direction som i min verden er et rigtig godt kompromis mellem lav vægt og en betragtelig kapacitet skulle det vise sig nødvendigt. På denne tur havde vi ofte adgang til det rullende depot hvorfor det ikke var nødvendigt at medbringe større mængder grej og jeg kunne sikkert være sluppet af sted med et væskebælte. På den anden side så sidder en vest så meget bedre på mig og muligheden for at have lidt ekstra udstyr med gjorde udslaget. I øvrigt løb alle 5 deltagere på turen med vest. I vesten havde jeg 2 X 600 ml dunke med henholdsvis Coca Cola blandet med vand og vand med GU electrolyte brew. Herudover diverse energi gels fra GU og High5 samt lidt andet guf til mellem depoterne. I ryglommen lå regnjakken og en ekstra tør Buff i merinould.

Diverse uundværlige småting.

Vejret viste tænder og eftersom resten af garderoben havde en distinkt snert af vinterbeklædning startede jeg også dagen med både hue og handsker samt en Buff om halsen. Huen er en gammel sag fra Gore som med en snor i toppen kan åbnes op og bruges som pandebånd og på den måde skabe ekstra muligheder for ventilation. Havde det nu været rigtig koldt havde jeg valgt en udgave i merino uld eksempelvis Aclimas Multifunction Beanie. På hænderne brugte jeg on/off et par gamle Fusion handsker med windstopper.

Elektronik – it’s on the internet or it never happened…

Siden mit første Forerunner løbeur fra Garmin har jeg været hooked og jeg løber nu med Garmin fënix som passer rigtig godt til min nuværende måde at anskue træningen på. Med normal GPS opdatering har fënix en batteritid på 16 timer (50 timer med Ultratrac som kun logger hvert minut) og selv på en god dag vidste jeg at det nok kunne komme til at knibe med at nå hele vejen på en opladning. På den anden side var jeg heller ikke villig til at droppe muligheden for at monitere mit gennemsnitstempo undervejs ved at vælge

Ultratrac muligheden. Derfor havde jeg i min dropbag placeret en Power-Monkey Explorer, en lille 2200mAh batteripakke som kan kobles sammen med ladestikket til fënix og lade enheden on the fly. Ved den sidste kontakt med depotvognen inden mørket faldt på og hvor jeg alligevel skulle have pandelampe og andet godt fyldt i vesten hapsede jeg den med og smed fënix i ryglommen en times tid så den kunne suge strøm til resten af turen. Nu viste det sig at være unødvendigt, men det er altså en gangbar strategi til længere løb. Pandelampen burde have været min Gemini Duo, men eftersom den var udlånt til en kunde til test endte jeg med min reservelampe som jeg også løb med til Hammer Trail i maj.

Minimalt førstehjælpskit til de lange løbeture.
Minimalt førstehjælpskit til de lange løbeture.

Førstehjælp og diverse

I min SJ Ultra Vest ligger der altid et lille kit til at fikse de værste skrammer undervejs. Det indeholder enkanyle, en lille Victorinox kniv, en sårrensningsserviet, et par plastre, et par sommerfugle og et par striber Sporttape. På den måde kan jeg hurtigt og enkelt fikse vabler og småskrammer i sporet, og kombineret med et alutæppe føler jeg mig rimelig godt dækket ind til de fleste forhold. I en separat ziploc pose har jeg altid en god bunke toiletpapir, formålet er åbentlyst og behovet kan komme over en på de mest uventede steder.