iPhone 4S i Lifeproof fre cover

Lifeproof frē cover til iPhone 4(S) – anmeldelse

På de løbeture som ikke bare er “rundt om blokken” har jeg oftest min iPhone med i en lomme eller et bælte. Den er med som kamera og så jeg har mulighed for lige at sende en besked hjem hvis turen skulle byde på en omvej. Jeg bruger også jævnligt telefonen som håndholdt GPS, enten for at finde vej med appen Viewranger (som iøvrigt får en klar anbefaling herfra) eller til geocaching med ungerne hvis den rigtige GPS ligger hjemme i skuffen. Det betyder at den bliver udsat for sved, regn og skidt på næsten daglig basis, og så vidt jeg kan læse af specifikationerne er det ikke noget Apple har taget højde for i designfasen, nærmest tværtimod. Telefonen har typisk ligget i en kraftig ziplock pose, men det har konsenvent været lidt bøvlet at skulle have den ud af posen for at tage billeder af en ordentlig kvalitet. Beskeder og samtaler har ikke på noget tidspunkt været et problem idet begge dele fungerer fint gennem posen.

Min standard metode til vandsikring af telefonen. ALOKSAK poserne er ganske kraftige og testet vandtætte på 60 meters dybde. Så dybt vand er jeg sjældent ude på når jeg løber omend det enkelte gange har føltes sådan.
Min standard metode til vandsikring af telefonen. ALOKSAK poserne er ganske kraftige og testet vandtætte på 60 meters dybde. Så dybt vand er jeg sjældent ude på når jeg løber omend det enkelte gange har føltes sådan.

Midt i 2014 begyndte jeg så seriøst at kigge efter et alternativ til poserne og faldt over produkterne fra Lifeproof som så fede ud. Modellen til iPhone 4(S) er en del af deres frē serie som omfatter de covers som dækker hele telefonen inkl. beskyttelse af skærmen. Jeg fik bestilt en hjem efter at have læst grundigt om den i diverse tests og på Lifeproofs hjemmeside, overbevist om at det var svaret på mine udfordringer.

Udgangen til hovedtelefon er på Lifeproof fre coveret som standard beskyttet af en lille skrueprop som forsegler åbningen med en o-ring i silicone. Vil man høre kablet musik udskiftes denne med den medfølgende adapter som sikrer at coveret fortsat er vandtæt. Proppen skrues i den lille holder midt på kablet så den ikke bliver væk.
Udgangen til hovedtelefon er på Lifeproof fre coveret som standard beskyttet af en lille skrueprop som forsegler åbningen med en o-ring i silicone. Vil man høre kablet musik udskiftes denne med den medfølgende adapter som sikrer at coveret fortsat er vandtæt. Proppen skrues i den lille holder midt på kablet så den ikke bliver væk.

Lad mig sige det med det samme som det er – hvis man er helt forelsket i de originale slanke linier på iPhonen, så er det ikke et Lifeproof cover man skal investere i, uanset producentens lovprisninger og de faktuelle målinger som siger at volumen ikke ændres ret meget så fylder en iPhone 4 altså en del mere i sådan et cover. Ikke et problem for mig, men værd at tage med i overvejelserne inden du trykker på “put i kurv” knappen.

De ydre mål er 129 mm x 66 mm x 13.3 mm og vægten stopper på 31 gram hvilket er rigtig fornuftigt for et cover som lukker telefonen helt inde og giver seriøs beskyttelse mod både vand og støv. Coveret er certificeret efter U.S. Military Standard 810G-516.6 som betyder at det kan overleve et fald fra 2 meter på hårdt underlag. Desuden er det IP-68 certifceret som betyder at det holder støv og vand ude. Faktisk kan det minimum holde til at ligge på 2 meters vanddybde i 1 time, mere end nok til mit behov.

31 gram på køkkenvægten er respektabelt for et fuldt dækkende cover inkl. skærmbeskyttelse.
31 gram på køkkenvægten er respektabelt for et fuldt dækkende cover inkl. skærmbeskyttelse.

Det første man støder på når man åbner pakken med et Lifeproof frē cover er en opfordring fra producenten til at teste vandtætheden selv, inden man monterer sin smartphone i det og “kaster den ud på dybt vand”. Man samler ganske enkelt coveret som består af to skaller, henholdsvis forside og bagside, lukker alle indgange og dumper coveret i en balje med vand. Idet coveret er fyldt med luft og derfor flyder ovenpå er det nødvendigt at holde det nede med en form for vægt. Jeg lod coveret ligge under vand i en times tid og fiskede det så op, tørrede det af med en klud og åbnede det for helt som forventet at se en knastør inderside. Så langt så godt.

Forseglingen på Lifeproof fre coveret består af silicone o-ringe som holder vandtæt ned til 2 meters dybde.
Forseglingen på Lifeproof fre coveret består af silicone o-ringe som holder vandtæt ned til 2 meters dybde.

Lifeproof anbefaler at man aftørrer sin telefon grundigt med den medfølgende microfiberklud inden den monteres i coveret. Det er naturligvis for at undgå unødigt snavs som kan ses mellem skærm og skærmcover samt at fjerne fedtefingre som kan lave generende regnbuepletter under skærmcoveret. Med telefonen grundigt aftørret er det blot at lægge den i coveret og klemme de to dele sammen. Det hele passer sammen med et par kliklyde og tilbage er blot at skrue proppen i udgang til hovedtelefoner samt lukke porten til ladekablet.

Lade- og dataporten beskyttes af en hængslet låge som forsegles af en silicone plade. Det er værd at bemærke at ikke alle uoriginale kabler og adapterer passer i åbningen. Jeg har ikke oplevet problemer med originale kabler fra Apple.
Lade- og dataporten beskyttes af en hængslet låge som forsegles af en silicone plade. Det er værd at bemærke at ikke alle uoriginale kabler og adapterer passer i åbningen. Jeg har ikke oplevet problemer med originale kabler fra Apple. (der findes en adapter fra Lifeproof som afhjælper problemet.)

I praktisk brug er der ingen større forskelle på en telefon med eller uden Lifeproof fre coveret. Størrelsen er naturligvis en forskel, og telefonen syner og fylder mere både i lommen og i hånden. Coveret er lavet i et materiale som glider ret nemt ned i mine bukselommer, så uanset om jeg er i jeans eller træningstøj oplever jeg ikke nogen problemer her. Alle knapper er tilgængelige og kan betjenes præcis som på en “nøgen” iPhone, så heller ikke her er der noget at bemærke.

Den store forskel ligger i skærmbeskyttelsen som lægger et lag plastic ind mellem finger og skærm. Hvis man er vant til den fantastiske respons fra skærmen skal man lige vænne sig til at der måske skal trykkes lidt fastere end tidligere. Lifeproof har taget konsekvensen og til nyere telefoner lanceret nüüd serien hvor skærmen ikke er beskyttet, men stadig med helt vandtæt kasse. Sådan en skal jeg have når min gamle telefon opgiver ævred og jeg bliver nødt til at opgradere hardwaren. Retfærdighedsvis skal det nævnes at skærmbeskyttelsen, som også dækker den højttaler som bruges under normal samtale tager en smule af lyden. Jeg oplever at måtte skrue et enkelt trin op for lyden for at kompensere.

Jeg stoler 100% på vandtætheden af Lifeproof fre coveret og anbefaler til uden tøven til udendørs brug.
Jeg stoler 100% på vandtætheden af Lifeproof fre coveret og anbefaler til uden tøven til udendørs brug. Foto: Trail Running Yates

Kamera og flash er beskyttet af glas i optisk kvalitet som er antirefleks behandlet. Jeg oplever at min iPhone tager billeder i samme kvalitet som før jeg begyndte at benytte coveret. Langt de fleste billeder til mine artikler er taget med telefonen og i Lifeproof coveret. Indvendig ligger omkring flashen en gummiforsegling som sikrer mod at der lækkes lys ind i optikken under coveret, lækker detalje som viser at Lifeproof lægger en del energi i produktudviklingen.

Telefonens kamera og flash er beskyttet af anti-refleksbehandlet optisk glas for at sikre at billedkvaliteten ikke forringes.
Telefonens kamera og flash er beskyttet af anti-refleksbehandlet optisk glas for at sikre at billedkvaliteten ikke forringes.

Fordele:
– fuld vand- og støvbeskyttelse af telefonen uden at gå på kompromis med funktionaliteten.

Ulemper:
– ekstra vægt og volumen.
– mindre effektiv skærmrespons.
– højttalerlyd lidt dæmpet ved samtale.
– ikke 100% kompatibel med diverse uoriginalt tilbehør.

Konklusion:
Efter heftig brug det seneste halve år har jeg ikke oplevet nogle problemer og jeg anbefaler uden tøven et cover fra Lifeproof hvis du ønsker effektiv beskyttelse af din iPhone (eller enkelte andre modeller) i forbindelse med et aktivt udendørsliv. Jeg vil dog ved fremtidig opgradering af telefon gå efter nüüd modellen for at få en bedre skærmrespons.

Coveret koster omkring 550,- og det er efter min mening en rimelig pris for det niveau af beskyttelse som det yder.

Har du prøvet Lifeproof eller andre typer beskyttende covers? Hvad er din oplevelse og har du eventuelt andre anbefalinger?

4 tanker om "Lifeproof frē cover til iPhone 4(S) – anmeldelse"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *