Inov-8 Race Elite 150 Stormshell – anmeldelse

Når vejret rigtig viser tænder, så er en vandtæt og åndbar jakke uundværlig til særligt de lange ture og konkurrencer. Jeg har gennem det sidste næsten 2 år løbet rigtig mange kilometer med Inov-8 Race Elite 150 Stormshell, her er min anmeldelse jakken.

Race Elite 150 Stormshell var ved introduktionen for 2 år siden en superlet jakke ud fra den betragtning at den samtidig er vandtæt og åndbar. Den er efterhånden ved at blive overhalet af andre modeller, blandt andet en rigtig let jakke fra Inov-8, men den slags kommer jo altid på bekostning af slidstyrke. Stormshell jakken har overlevet næsten 2 års rimelig hård brug og ser stadig godt ud med både vandtæthed og åndbarhed intakt.

Race Elite 150 Stormshell har en dejlig tæt pasform, en god længde og gode muligheder for at ventilere med den dobbeltrettede lynlås på fronten.
Race Elite 150 Stormshell har en dejlig tæt pasform, en god længde og gode muligheder for at ventilere med den dobbeltrettede lynlås på fronten.

Stormshell jakken er en såkaldt 2.5 lags jakke med vandsøjletryk på 20.000 mm og åndbarhed som måles til 20.000 gram/m2/døgn hvilket for begge dele er i den høje ende for lette jakker. Yderstoffet er en DWR behandlet ripstop nylon som er rigtig slidstærk.

Teknologi, hvad er en 2.5 lags jakke?
Inden vi går videre er det nok relevant at kigge på begrebet 2.5 lags som er et udtryk for hvor mange lag jakkens stof er bygget op af. Traditionelt har en vandtæt jakke været konstrueret af tre lag. Yderste lag er slidlaget som beskytter membranen, og det lag hvor de fede sporty farver (eller den kedelige traditionelle sort) og detaljer er inkorporeret. Mellemste lag, altså lag to, er det magiske lag hvor alt det fede sker. Her finder vi membranen som både holder vandet udefra ude og tillader fugt indefra at slippe igennem og ud i fri luft. Inderst, i lag tre, ligger typisk pålamimeret eller løst et mere eller mindre finmasket netmateriale hvis funktion er at beskytte membranen mod slid og urenheder inde fra samt at fordele fugten så jakken føles behagelig selvom membranen ikke når at transportere fugt i samme takt som brugeren sveder.

På en 2.5 lags jakke er det inderste lag, for at spare vægt og fylde, sparet væk og i stedet erstattet af et ”halvt lag” som enten er printet eller sprayet på. Dette sparer en masse vægt og volumen, men introducerer også nogle udfordringer. Først og fremmest udsættes membranen for mere slid indefra end ellers og sekundært har skidt og urenheder nemmere ved at sætte sig i membranen hvilket kan nedsætte åndbarheden. Sidst, men heller ikke helt ubetydeligt, så kan printet eller spray laget i sig selv også nedsætte åndbarheden hvis man ikke vælger de rigtige materialer.

Vandtæthed og åndbarhed
Race Elite 150 Stormshell, modsat en del andre lette jakker, er designet fra bunden som en løbejakke hvilket kommer til udtryk i i hvert fald et par detaljer som jeg kommer tilbage til. Først og fremmest er det væsentligt at slå fast at jeg ikke råder over udstyr til at teste hverken vandtæthed eller åndbarhed, så mine betragtninger på dette område er baseret på mine erfaringer med andre jakker og de tal som er opgivet fra leverandørens side. Det er naturligvis 100% muligt at svede så meget at membranen i Race Elite 150 Stormshell ikke kan følge med, lad os bare slå det fast med det samme. Jeg har endnu til gode at opleve en jakke, vindtæt eller vandtæt som kan følge med når der bliver lukket op for tempoet eller andre omstændigheder gør at kroppen arbejder hårdt. Jeg finder dog åndbarheden fuldt tilfredsstillende i forhold til de opgivne tal (som ligger i den høje ende) og kan løbe rimeligt godt til uden at samle for meget fugt indvendig. På samme måde har jeg heller ikke mulighed for at teste vandtætheden udover at jeg endnu har til gode at blive våd gennem jakken, uanset nedbørsmængder, både membranen og de fuldt tapede sømme leverer varen og holder indeklimaet på plads.

Et kig på indersiden af Race Elite 150 Stormshell.
Et kig på indersiden af Race Elite 150 Stormshell.

Jakkens detaljer
Fordi Race Elite 150 Stormshell er designet som løbejakke er snittet relativt tæt sådan at jakken ikke flagrer unødigt i vinden selvom man kun har en tynd trøje på under. Andre lette jakker, designet til generel outdoor eller klatrebrug har typisk et mere generøst snit for at føre plads til en dunjakke eller tilsvarende underneden. Det tætte snit er endvidere med til at hjælpe åndbarheden idet fugtigheden ikke når at køle så meget af før det når membranen og kondenserer på indersiden.

En central del af Race Elite 150 Stormshell er den vandtætte lynlås på fronten som kun går halvt ned af jakken. Den halve lynlås er naturligvis en vægtbesparende foranstaltning, men det virker i dette tilfælde rigtig godt. Lynlåsen fra YKK er dobbeltrettet, altså med en skyder i begge ender. Udover at lukke den helt ned for at lufte ud kan man altså have lukket til omkring halsen og stadig ventilere effektivt ved at åbne lynlåsen fra bunden. En stjerne detalje når naturen viser tænder og man ikke har lyst til at eksponere hals og bryst for vejrliget. Lynlåsens øverste skyder er udstyret med en lang pull tab så den nemt kan betjenes med handsker.

Den lange vandtætte YKK lynlås kan åbnes i begge ender hvilket giver gode muligheder for udluftning selvom vejret viser tænder.
Den lange vandtætte YKK lynlås kan åbnes i begge ender hvilket giver gode muligheder for udluftning selvom vejret viser tænder.

Lynlåsen går direkte op i en høj krave som danner grunden for jakkens hætte. Denne er, som resten af Race Elite 150 Stormshell, skåret rimelig tæt. Igen en detalje som viser at Inov-8 fra starten har tænkt jakken til løb idet andre tilsvarende lette jakker ofte har en rummelig hætte for at kunne rumme en klatrehjelm. Fedt til klatring, men mindre fedt til løb hvor det ekstra stof blafrer og er i vejen når hovedet drejes. Hætten, som er udstyret med en wireafstivet skygge, kan justeres både omkring ansigtet og i dybden så udsynet er intakt under alle forhold. Når hætten ikke er i brug hænger den fint ned af ryggen, men blæser det kan den nemt rulles op og sikres med en strop bag på jakken.

Med hætten snøret godt til på Race Elite 150 Stormshell.
Med hætten snøret godt til på Race Elite 150 Stormshell. Skyggen giver ly for den værste regn.
Når hætten ikke er i brug kan den hurtigt rulles sammen og sikres med en velcrolukket strop så den ikke hænger og blafrer i vinden.
Når hætten ikke er i brug kan den hurtigt rulles sammen og sikres med en velcrolukket strop så den ikke hænger og blafrer i vinden.

Foran, øverst på brystets venstre side, findes en lomme der uden problemer sluger en smartphone eller kort og kompas. Bruger man den til en smartphone synes jeg den hopper for meget rundt, mens en mindre/lettere musikafspiller vil ligge perfekt.

Begge ærmer er udstyret med lidt ekstra længde og thumb loops som kan udskyde brugen af handsker og/eller beskytte handskerne mod nedbør. En deltalje som i praksis fungerer rigtig godt.

Race Alite 150 Stormshell er udstyret med velfungerende thumbloops.
Race Alite 150 Stormshell er udstyret med velfungerende thumbloops.

Nederst har designerne fra Inov-8 lagt en del energi i pasformen og ladet rygstykket være længere end fronten. Det er i sig selv ikke en ualmindelig detalje, men læg dertil at den obligatoriske justeringssnøre ikke blot følger kanten af jakken rundt, men i stedet er ført lidt opad på ryggen – på den måde kan Race Elite 150 Stormshell snøres godt til forneden uden at man mister effekten af den ekstra lange ryg.

Race Elite 150 Stormshell kan snøres godt til forneden uden at gå på kompromis med den forlængede ryg, rigtig lækker detalje.
Race Elite 150 Stormshell kan snøres godt til forneden uden at gå på kompromis med den forlængede ryg, rigtig lækker detalje.

Race Elite 150 Stormshell rammer 150 gram på min vægt og leveres i en lille pakpose på 13 gram. Den bruger jeg dog ikke, i stedet moser jeg bare jakken ned i vesten eller rygsækken hvor der nu er plads. På den måde udnyttes pladsen optimalt.

Race Elite 150 Stormshell rammer 149 gram på vægten i str. S. Pakposen vejer 13 gram.
Race Elite 150 Stormshell rammer 149 gram på vægten i str. S. Pakposen vejer 13 gram.

Konklusion
Min oplevelse af Race Elite 150 Stormshell har været yderst positiv og det har i hele perioden været min go-to jakke når vejret har vist tænder. Trods rimelig intensiv brug, også til hiking med rygsæk er både yderstoffet i ripstop nylon samt den vandtætte membran intakt og åndbarheden stadig i top. Jeg anbefaler uden forbehold jakken hvis du vil have en let og samtidig slidstærk jakke til løb og let hiking / fastpacking.

Hvad ville jeg gerne se af forbedringer:
– Jakken pakkes brystlommen som erstatning for pakposen.
– Udtag til hovedtelefoner fra brystlommen.

Fra og med dette forår ændres navnet på jakken fra Race Elite 150 Stormshell til Race Elite Stormshell HZ hvor HZ står for Half Zip. Det er dog stadig samme kvalitet og pasform.

Lang dag på kontoret med Inov-8 Race Elite 150 Stormshell på vej omkring Bornholm i november 2013.
Lang dag på kontoret med Inov-8 Race Elite 150 Stormshell på vej omkring Bornholm i november 2013. Foto: Trailløberen

10 tanker om “Inov-8 Race Elite 150 Stormshell – anmeldelse”

  1. God anmeldelse. Har været lidt i tvivl hvad der skulle vælges, men er det ikke mere 🙂

    1. Der er masser af fede jakker på markedet Martin, men for mig har Stormshell modellen de helt rigtige features til løb. Glad for at du kan bruge anmeldelsen.

  2. Rigtig fin anmeldelse. Jeg overvejer selv at købe en. Hvordan er størrelsen sammenlignet med andre jakker? Hvor høj er du og hvilken størrelse er din jakke?

    1. Hej Philip. Jeg er 171 cm og bruger størrelse small “across the board”. Som reference er eks. min Salomon Hybrid, Mont Bell Tachyon, Outdoor Research Helium og Ultimate Direction Ultra Jacket også str. S.

  3. Hej Knut,

    Jeg har købt den i L da jeg var lidt i tvivl om størrelsen. Nu hvor jeg har prøvet den “live” og ikke kun i butikken, er jeg blevet meget i tvivl om det var det rigtige valg i størrelse…Men heldigvis ikke om jakken -den er lækker!

    Kan du prøve at give et input omkring hvor tæt jakken skal sidde for at “virke” optimalt med åndbarheden?

    Tak for fed blog.

  4. Hej

    Super fed test. Lyder til at være en fed jakke. Du sammenligner med salomon hybrid (s-lab ??) jakke i et af svarene. Hvordan synes du den er i forhold til inov-8.
    Mvh Jens-Erik

    1. Det er to meget forskellige jakker. Hybrid jakken er en fin jakke til bygevejr, men grundet konstruktionen er den ikke velegnet til lange perioder med regn. Desuden er hætten ikke ret god i kraftig blæst. Jeg har oplevet at den ligefrem blæser af i modvind. Det sker ikke med Stormshell jakken.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *