Hvorfor kan jeg ikke forbinde mit Garmin Fenix 5X Plus til Mac?

Har du forsøgt at kopiere GPX filer via USB direkte til dit Garmin Fenix 5 Plus, Forerunner 645 eller Vivoactive 3 Music?
Har du også opdaget at det kan du ikke?
Der findes heldigvis en løsning, og den får du her.

Forord

Jeg arbejder til hverdag i friluftsbranchen, hvorfor links til produkter i mange tilfælde går til min arbejdsgiver.

Jeg har tilsluttet mig The Outdoor Blogger Codex. Det betyder fuld transparens i forhold til eventuelle sponsorater, samarbejder med leverandører og deslige. Se på linket hvad The Outdoor Blogger Codex betyder for dig som læser.

De Garmin produkter jeg anvender i denne artikel, specifikt Fenix 5X Plus, er stillet til rådighed af Garmin Danmark.

Gode råd er dyre når problemet opstår.

Jeg sad i denne uge, i forbindelse med en guideopgave på Gran Canaria, og skulle flytte en stak GPX filer til mit Fenix 5X Plus. Jeg plejer blot at kopiere filerne til den skjulte mappe “new files” på uret. I modsætning til mit “gamle” Fenix 5X dukkede mit “nye” Fenix 5X Plus ikke op som et drev på min Macbook, stor forvirring!
(Der er naturligvis fortsat mulighed for at flytte dine GPX filer via Garmin Basecamp og Garmin Connect Mobile. Disse to løsninger omdøber GPX filerne, og til denne opgave havde jeg behov for at beholde den oprindelige navngivning af filerne.)

Hvorfor kan jeg ikke forbinde mit Fenix 5X Plus til Mac?

Det viser sig, at Garmin har ændret USB adgangen til Fenix 5 Plus, Forerunner 645 eller Vivoactive 3 Music urene, formentlig i forbindelse med at der nu er mulighed for at overføre musik til produkterne. Den ændrede adgang betyder ikke noget for Windows brugere, men Mac brugere vil nu opleve at der ikke længere er direkte adgang til mappestrukturen på uret. Årsagen er at Mac OS ikke direkte understøtter den valgte USB overførsels løsning kaldet MTP.

Hvad gør jeg så nu?

Det betyder at du, hvis du har et af nedenstående ure fra Garmin, og bruger en Mac i det daglige ikke har direkte adgang til filsystemet på dit ur.
  • Garmin Fenix 5 Plus
  • Garmin Fenix 5s Plus
  • Garmin Fenix 5x Plus
  • Garmin Forerunner 645 Music
  • Garmin Vivoactive 3 Music
Hvorfor kan jeg ikke forbinde mit Garmin Fenix 5X Plus til Mac?

Der findes en løsning!

Ironisk nok skal løsningen findes i Android miljøet. Den lille app Android File Transfer giver fuld adgang til filsystemet på dit ur. Du har dermed mulighed for at kopiere GPX filer eller andet, eks. OSM baseret kortmateriale til uret.

Sådan gør du.

  • Download Android File Transfer
  • Luk Garmin Express hvis det kører i baggrunden
  • Installer Android File Transfer på din Mac
  • Tilslut dit Garmin ur til din Mac via kabel
  • Brug Android File Transfer til at kopiere data mellem Mac og ur.

 

Hvis du har en bedre og mere strømlinet løsning hører jeg meget gerne fra dig. Tak for hjælpen. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *