Garmin Forerunner 935 – anmeldelse

Garmin har i dag annonceret den længe ventede afløser for Forerunner 920XT som landede i butikkerne omkring jul i 2014, altså for godt to år siden. Imellemtiden har Garmin sendt Forerunner 735XT på gaden, men den var for mange triatleter (og ultraløbere) hæmmet af en noget kortere batterilevetid. Garmin positionerer nu Forerunner 735XT mod triatleten som kører sprint og olympisk distance. Det nye Forerunner 935 er målrettet de atleter som kører fuld distance Ironman stævner.

Forerunner 935XT and RD Pod on track

Annonceringen af Forerunner 935 kommer lige i halen på at det nye fënix 5 er begyndt at dukke op til de som har preordret det. Det er da også fënix 5 som der skal skeles til, når der skal sammenlignes funktionalitet og størrelse.

Jeg har haft Forerunner 935 til test i lidt over en måned. Selvom uret fortsat kører på beta software har jeg fået en god fornemmelse af hvordan det fungerer til løb og cykling samt hvor de større forskelle ligger i forhold til tidligere produkter. Demomodellen er venligst udlånt fra Garmin Danmark.

Sammenligning af størrelse med andre modeller

Vi kan lige så godt få det overstået med det samme, så her kommer sammenligningen mellem Forerunner 935 og en stribe andre modeller fra Garmin.

Fra venstre mod højre er der Forerunner 910XT, Forerunner 920XT, Forerunner 735XT, Forerunner 630, Forerunner 935XT og fënix 3. Bemærk forskellen i pulssensorbulens højde på Forerunner 735XT og Forerunner 935.

Forerunner 935XT comparison to Forerunner 910XT, 920XT, 735XT, 630 and fënix 3 front

Forerunner 935XT comparison to Forerunner 910XT, 920XT, 735XT, 630 and fënix 3 side

Hvad er opdateret og nyt i Forerunner 935

Som altid er det mest interessante jo at se hvilke nyheder som den lille nye medbringer. Er det er nok til at du skal slagte sparegrisen og opgradere? Her kommer i overskriftsform de vigtigste nyheder.

  • Batteritid op til 24 timer med GPS.
  • Ny og forbedret UltraTrac funktion op til 100 timer.
  • Support for både ANT+ og Bluetooth sensorer.
  • Opdateret Elevate™ optisk pulsmåler med minimal forhøjning på bagsiden af uret. Virkelig behageligt i daglig brug.
  • Trykhøjdemåler som kan kalibreres af brugeren eller kalibreres via GPS.
  • Quick-Fit remme som gør det hurtigere at skifte mellem forskellige remme. Som eksempel siliconerem til træning og læder til daglig brug. Samme 22mm rembredde som fënix 5. Leveres med standard rem, men kan opgraderes med Quick-Fit.
  • Højere opløsning på skærmen.
  • Ny Performance Widget med alle relevante træningsinformationer.
  • Nye måle parametre med Trænings Status, Trænings belastning og Training Effect 2.0.
  • Understøtter Strava Live segmenter.
  • Avancerede “Dynamics” funktioner for både løb, cykling og svømning.
  • GroupLiveTrack – hold styr på træningskammeraterne.

Forerunner 935 basale specifikationer

Med visuelle tråde til både Forerunner 735XT  og fënix 5 kommer Forerunner 935 godt fra land.  Den er med sine 46mm i diameter en milimeter mindre end fënix 5 og en god sjat mindre end den gode gamle Forerunner 920XT. Tykkelsen på 13,5mm giver den et par mm fordel i forhold til fënix 5, hvilket er både målbart og mærkbart. Forerunner 735 måler 14mm i højden og Forerunner 920XT måler 13,5mm.

Vægten på 49 gram er i den lette ende sammenlignet med fënix 3 og Forerunner 920XT, men lidt tungere end Forerunner 735XT.

Sammenligning Forerunner 920XT, Forerunner 735XT, fënix 3 og Forerunner 935XT

Skærmopløsningen har fået et nøk opad og du får nu hele 240×240 pixel at arbejde med på en 1,2″ skærm.

På batterisiden er Forerunner 935 på papiret rigtig godt med og leverer flotte tal. Eftersom uret i testperioden har kørt betasoftware har det ikke givet mening at teste batterilevetid. Det skal blive spændende at efterprøve i praksis med produktionssoftware.

24 timer med GPS (forvent lidt kortere levetid med GPS+GLONASS).

100 timer i Ultratrac.

15 dage som smartwatch med aktivitetstracker og Bluetooth.

Nye avancerede træningsanalyse funktioner

Den nye Forerunner 935 leverer i lighed med fënix 5 serien en række avancerede nyheder til træningsanalyse. Disse funktioner har jeg tidligere afskrevet som pop, men efter at have brugt det en måneds tid og fået valide stabile data at arbejde, med må jeg sige at min opfattelse har rykket sig. Jeg faktisk føler at anvisningerne giver en vis mening. Garmin har licens til algoritmerne bag de anvendte  træningsanalyse data fra finske First Beat. Firmaet har mange års erfaring med denne type analyse i deres professionelle software, så der er en vis tyngde bag.

Performance Widget – giver adgang til “Trænings status”, VO2 max, “Trænings belastning”, “Restitutionsanvisning”, FTP, Laktat grænse, og gæt på løbstider på klassiske distancer.

Forerunner 935XT performance widget

Trænings belastning: din træningsbelastning over de seneste 7 dage i grafisk opsætning. Måler belastningen individuelt på forskellige aktivitetstyper. Analysen er baseret på EPOC data og værdierne kan følges på Garmin Connect.

Trænings status: giver mulighed for at følge med i hvor effektiv og målrettet din træning er nu og hen over tid. Du får en karakter for om din træning er i forfald, er uproduktiv, produktiv, overtræning, eller vedligeholdende.

Træningsstatus analyserer tidligere træningsdata, din nuværende træningsbelastning, variationer i træningsbelastning og variationer i dit formniveau (Vo2max) for at beregne karakteren.

Forerunner 935XT race predictor

 

Race Predictor angiver ud fra tabelopslag baseret på din Vo2max kombineret med din alder og dit køn hvilke tider, du kan forvente at løbe på klassiske distancer. Det kan virke som urealistiske tider, især på de længere distancer. Men tabellerne forudsætter også at du rent faktisk har træning i benene til at holde tempo over tid. Min egen tidligere erfaring med fënix 3 og Forerunner 630 er at tiderne holder rimeligt vand men den relevante træningsmængde.

Din nuværende træningstatus kan ses på uret og trends over tid kan ses på Garmin Connect.

Training Effect 2.0 (TE)

På nuværende ure som fënix 3, Forerunner 735XT et al måles kun på den aerobe træningseffekt, hvilket kan give ikke helt retvisende tal ved bestemte træningsformer.

For at få det fulde billede er vi også nødt til at måle på den anaerobe træningseffekt som aktiveres ved høj intensitet.

Training Effect 2.0 giver en score for både den aerobe træning som forbedrer udholdenheden og den anaerobe træning som forbedrer ydeevnen på toppen.

Efter hvert træningspas præsenteres du nu for et skærmbillede, som giver dig en indikation om din træning primært har belastet din aerobe eller anaerobe system. På den måde kan du holde snor i om du træner som planlagt eller afviger fra planen.

Forerunner 935XT training effect

Efter træningen får du i lighed med tidligere også angivet en restitutionstid samt en anbefaling for om du bør træne eller hvile. Husk at en angivet restitutionstid ikke nødvendigvis betyder at du skal holde dig helt i ro, måske kan du godt træne let.

Forerunner 935XT recovery rest recommended

Forerunner 935XT recovery easy effort

QuickFit – skift remmen på et øjeblik

På alle tidligere modeller fra Garmin har det i større eller mindre grad krævet specialværktøj at skifte remmen. Med QuickFit bliver det på Forerunner 935 nemt og hurtigt at skifte mellem eks. en siliconerem til træning og en læderrem til hverdagsbrug. Remmen clipses simpelthen af og på men sidder vurderet fortsat rigtig godt fast på uret idet de små paler til frigørelse af remmen sidder på indersiden. Der er altså ingen risiko for at få sparket uret af under en hidsig svømmestart i triatlon.

Forerunner 935 leveres ikke standard med Quick-Fit, men remmene som er de samme 22 mm modeller som passer til fënix 5 og kan tilkøbes i silicone, læder eller stål.

Det er også værd at bemærke at læder remmen på fënix 3 egner sig udmærket til selv sveddryppende træning. Jeg har ihvertfald ikke nogen problemer med min på mit fënix 3 og jeg ved at en fënix 3 med læderrem har gennemført Badwater Ultra i Death Valley.

Quick release holder til triatlon folket

Et stort og vedholdende ønske fra de fleste triatleter er en quickrelease holder til at montere uret på cyklen. Når man ligger i bøjlerne eller sidder oppe er det ganske enkelt ikke særligt nemt at se uret på håndleddet. Garmin lancerer til Forerunner 935 en quick release holder til cyklen så du kan se dine data undervejs. Alternativt kan du overveje en Garmin Varia Vision så du altid har de mest relevante data direkte i dit synsfelt. Sådan en har jeg kørt med og er faktisk ret imponeret. Anyway, QR kommer som tilbehør til FR 935XT, og er inkluderet i Bundle versionen.

Billedet nedenfor viser den komplette QR pakke, det er ikke så kompliceret som det ser ud.

Forerunner 935 qr bike mount

Smart watch funktioner

Mens fënix 2 var det første ABC+GPS ur som leverede funktionelle smart watch funktioner blev det yderligere forfinet i fënix 3, og nyere Forerunner ure. I Forerunner 935 bygges der videre på fundamentet. Denne del har jeg ikke kunnet teste idet Garmin Connect Mobile ikke understøtter FR 935 endnu.

Pakken indeholder:

  • information om tekstbeskeder, telefonopkald, emails, og notifikationer fra sociale medier styret fra notifikationscentret på din kompatible smartphone.
  • nye udvidede muligheder for at styre musik på telefonen via uret.
    Connect IQ udvidelser som “find bil”, “find telefon”, “hurtigsvar” og “hurtigkald”.
  • emojis i beskeder.
  • Fjernkontrol af VIRB action kamera.
  • Kompatibel med iOS og Android.

Baseret på hvordan denne del håndteres på tidligere modeller har jeg dog ingen grund til at tro at Garmin ikke leverer her. Det bliver spændende med mulighed for hurtig svar på beskeder og så videre.

Aktivitets tracker

I lighed med fënix 3, de fleste nyere Forerunner ure, hele Vivoserien og et hav af andre produkter fra Apple, FitBit et al kan Forerunner 935 urene også overvåge din ikke sports relaterede daglige aktivitet:

  • måler antal skridt, distance og forbrændte kalorier.
  • optisk pulsmåling overvåger pulsen døgnet rundt. Det er nyttigt til at spotte trends – eks. en stigende hvilepuls kan være indikation på sygdom undervejs.
  • måler intensitets minutter.
  • måler antal etager du går i dagligdagen.
  • måler og analyserer din søvn på Garmin Connect.
  • TrueUp funtionalitet sikrer opdaterede data også selvom du skifter mellem flere Garmin enheder. Måske går du med en VivoActive til daglig og træner med dit Forerunner 935. Garmin Connect bruger TrueUp til at samkøre data fra de to enheder så du får et samlet tal på begge enheder og på Connect. Læs mere i min artikel om TrueUp her.

I direkte sammenligning med det fënix 3 jeg har brugt og testet grundigt de sidste par år virker alle aktivitetstracker data valide og stabile.

Med MoveIQ deler aktivitetstrackeren selv dine aktiviteter op i løb, cykling, gang og så videre. Du får altså mere detaljerede oplysninger om hvordan din dag forløber udenfor træningen.

Grouptrack

Hold øje med dine træningskammerater når I er på tur. Du kan få data for hvor langt de er væk, hvor de er og hvor hurtigt de bevæger sig. Perfekt til cykel eller skituren. På grund af manglende kompatibilitet med Garmin Connect Mobile har jeg ikke haft lejlighed til at teste denne funktion endnu.

Connect IQ 2.2

Garmins Connect IQ platform tilbyder brugeren et væld af muligheder for at tilpasse uret med apps, urskiver, widgets og særlige datafelter.

Jeg fastholder dog min skepsis i den retning og anbefaler forsigtighed ved download af en del af det skrammel som findes i Connect IQ “butikken”. Mange af de fejl som jeg har set på andres fënix 3 ure kan direkte henføres til en nyligt downloaded app, widget, datafelt eller urskive som suger ekstraordinært meget strøm eller på anden måde konflikter med urets kernefunktioner.

Så selvom mulighederne er mange, og det er fristende at kaste sig frådende ud i at “opgradere” og tilpasse uret med alskens godter så anbefaler jeg at installere og vurdere hver enkelt ting enkeltvis, så er det nemmere at konstatere hvor det eventuelt går galt og luge pågældende app ud igen.

På grund af manglende kompatibilitet med Garmin Connect Mobile har jeg ikke haft lejlighed til at teste denne funktion endnu. Jeg har dog leget med manuelt at kopiere ting og sager ind på uret, og grundfunktionen er i orden.

Forerunner 935 og ANT+ samt Bluetooth tilbehør

Hov, hvad var nu det? Bluetooth tilbehør? Ja, du læste rigtigt. Efter i mange år udelukkende at have understøttet ANT+ kompatibelt tilbehør (Garmin ejer Dynastream som ejer ANT+ standarden) er det nu med Forerunner 935 (og de nye ure i fënix 5 serien) muligt at benytte Bluetooth tilbehør af forskellig art.

Jeg har selv testet det med en Polar H7, Suunto Bluetooth og en Cardiosport Bluetooth Smart pulsrem men teknisk (forudsat at tilbehøret følger de åbne standarder) kan du bruge alt fra pulsremme over footpods til effektmålere som understøtter Bluetooth Smart med Forerunner 935.  Det skal blive spændende at følge de næste år hvor markedet bevæger sig hen, om standarden fortsat vil være ANT+ eller om Bluetooth Smart tager over. Teknisk har Bluetooth Smart fortsat nogle begrænsere, blandt andet kan en Bluetooth Smart dims kun streame data til en enhed ad gangen, men det er nok et spørgsmål om tid før det og udfordringer med standarder løses.

Forerunner 935XT with Bluetooth Smart accessories

Bemærk iøvrigt at visse funktioner, som HRV Stress Test og syregrænsetest kræver en ekstern pulsrem.

Det er også værd at bemærke at Running Dynamics data, puls overførsel til uret efter svømning og den slags kræver et Garmin HRM-RUN, HRM-Tri eller HRM-Swim bælte. Selvom både Polar og Wahoo tilbyder lignende funktioner er det ikke kompatibelt med hinanden eller Garmin. Benytter du et Polar eller tilsvarende Bluetooth pulsrem får du ren puls, ikke andet.

Brug med Varia Rearview Radar

Når jeg cykler til og fra job og i øvrigt på landevejen ( det har været for koldt til den slags pjat i testperioden) bruger jeg Garmin Varia Rearview Radar til at advare mig om bagfrakommende køretøjer. Jeg er blevet super glad for systemet som yderligere fungerer som en ekstra baglygte på cyklen. Du kan læse mere om Garmin Varia Rearview Radar her.

Med Forerunner 935 får jeg udover et bip også mulighed for at uret vibrerer når radaren detekterer bagfrakommende biler, virkelig lækkert omend en tur ud af Roskildevej mellem 16 og 18 er stort set en konstant vibrerende fornemmelse på håndleddet. Du kan se i videoen her hvordan der fungerer.

En oplagt løsning hvis du ikke ønsker at kigge ned på uret under cykelturen, men fortsat ønsker at kunne se nøgledata så kan jeg anbefale Garmins Varia Vision som clipses fast på sol- eller andre briller og placerer udvalgte datafelter direkte i synsfeltet uden at være i vejen. Ja, det er totalt Robo Cop, men det virker. Især sammen med Varia Radar og Forerunner 935 fungerer det effektivt og viser bagfra kommende køretøjer i siden af det lille display.

Forerunner 935XT with Varia Radar and Varia Vision

Running Dynamics Pod

Forerunner 935 har indbygget optisk pulsmåler, og vælger du at løbe uden en pulsrem får du ikke adgang til Garmins Running Dynamics data idet disse genereres i pulsremmen.

Løsningen på dette lille dilemma er Running Dynamics Pod, ikke at forveksle med den lille standard foot pod som har været på markedet i en del år efterhånden.

Forerunner 935XT with Running Dynamics Pod

Den lille RD pod clipses i livet på dine shorts, parres med uret og leverer nu Running Dynamics data på løbeturen.

Den lille Running Dynamics Pod vejer 12 gram og drives af et 3V CR1632 batteri – på samme måde som med Foot Pod, Tempe sensoren og pulsrem er batteriskift ikke en hverdagsforeteelse, men fortsat hurtigt og enkelt at gå til. Garmin oplyser at batteritiden er cirka 1 år med 1 times brug dagligt.

Medmindre du slår det fra vil uret efter hver træning pænt minde dig om at fjerne din Running Dynamics Pod fra bukserne inden du smider dem i vaskemaskinen, smart.

Forerunner 935XT remember to remove your RD pod

På data siden er det min oplevelse at Running Dynamics data fra RD pod matcher ret præcist det jeg får fra HRM-Run.

Optisk pulsmåling på Forerunner 935

Garmins egen Elevate optiske pulsmåler har fået en overhaling til Forerunner 935.

Først og fremmest er selve pulsmåleren som sidder under uret næsten helt gemt væk i urkassen og den relatit store bule som var på tidligere modeller er nu stort set væk.

Desuden er måle intervallerne i daglig brug blevet justeret sådan et pulsmåleren næsten måler kontinuerligt mod noget mere sporadisk på tidligere modeller. Det betyder at data nu er langt mere valide og at hvilepulsen reelt kan bruges til at sige noget om træningstilstand og om kroppen er stresset fordi sygdom er på vej eller lignende.

Forerunner 935XT Elevate HR

I træning er det min oplevelse at pulsmålingen er stabil under løb. Forudsat at du lader pulsmåleren låse godt på blodgennemstrømningen før du påbegynder træningen. Det sker mens uret låser satellitter og det lille hjerte i statusbjælken skal stoppe med at blinke før pulsmålingen er stabil.

På cyklen kan den optiske pulsmåling ikke altid følge med. Om det er på grund af rystelser fra underlaget, manglende blodgennemstrømning ved håndleddet på grund af inaktive arme eller noget helt tredie ved jeg ikke helt. Men hvis cykeltræningen kræver stabil pulsmåling vil jeg vælge at køre med eks. HRM-Tri bælte.

Forerunner 935, virker GPS modulet?

Jeg har løbet både landevej, bane og trail med Forerunner 935 ligesom jeg har cyklet både landevej og cross. I alle tilfælde har afvigelserne mellem Forerunner 935 og mine øvrige enheder været indenfor det forventelige for kommercielle GPS enheder. Jeg er i gang med at konsolidere data og lægger yderligere materiale ud her i løbet af nogle dage.

Forerunner 935XT GPS track

Opladning af Forerunner 935

Jeg har endnu ikke, fordi min enhed fortsat kører på beta software, testet batterilevetiden på Forerunner 935. Det er dog min oplevelse at driftstiden matcher eller overgår mit fënix 3 som har været mit primære ur de seneste par år.

Opladning foregår via et nyt stik som også anvendes på fënix 5 serien. Det  forhindrer desværre at uret bæres og benyttes under opladning idet stikket monteres i en 90 graders vinkel på urkassens bagside.

Derudover fungerer stikket godt, med stabilt klik og hold.

Opladning af Forerunner 935XT

 Varianter, priser og levering

Forerunner 935 bliver til at starte med lanceret i to udgaver:

Forerunner 935 Black (ur og ladekabel) til cirka 4.600,- (levering ultimo maj 2017)

Forerunner 935 Tri Bundle (ur, ladekabel, ekstra rem, HRM-Swim, HRM-Tri og quickrelease kit) til cirka 5.900,- (levering medio maj 2017)

Running Dynamics Pod:  600,- (levering medio april 2017)

Disclaimer

Jeg har trænet med Forerunner 935 i en god måneds tid og har en god mængde træningsdata til rådighed. Uret kører dog fortsat på beta software hvorfor ting kan nå at ændre sig inden produktion.

Forerunner 935 er stillet til rådighed af Garmin Danmark.

Hvis du vil have flere af denne type artikler så kan du følge bloggen ovre på Facebook hvor jeg altid linker til artiklerne. Har du spørgsmål kan du stille dem herunder eller ovre på facebook.

 

2 tanker om “Garmin Forerunner 935 – anmeldelse”

  1. Kan i foreslå forerunner 935 bundle frem for fønix 6 eller omvendt. Kan forstå et 935 er beta styret, men hvordan er fønix styret. Ønsker et ur til cykling, gan, løb og fitness. Må gerne kunne modtage sms, svare telefonen og betale i forretninger .
    Er dt muligt med disse ure 😜👍
    Glæder mig til svar 🚴🏻

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *