Bikepacking i en weekend, sådan kommer du afsted

Med pinse weekenden forestående, blev der planlagt tur i det lille tursnedkeri. Denne gang skulle cyklen pakkes, for første gang denne sommer, og der skulle køres bikepacking i en weekend. Hvis du vil vide mere om bikepacking som koncept kan du hoppe en tur over til min gode ven Moses Løvstad og læse hans introduktionsartikel om emnet.

Forord

Jeg arbejder til hverdag i en friluftsbutikken Fjeld og Fritid hvorfor links til produkter i mange tilfælde går til webshoppen, eller til andre danske friluftsbutikker.

Jeg har tilsluttet mig The Outdoor Blogger Codex. Det betyder fuld transparens i forhold til eventuelle sponsorater, samarbejder med leverandører og deslige. Se på linket hvad The Outdoor Blogger Codex betyder for dig som læser.

Den Sea To Summit Ultra-Sil Nano Daypack jeg omtaler senere i artiklen er indkøbt til personalepris via min arbejdsplads.

Planlægning

Min turmakker og jeg er begge rutinerede, så planlægningsfasen var hurtigt overstået. Med et kig på kortet bestemte vi os for at tage s-toget til Hillerød og derfra cykle op til nordkysten. Denne ville vi så følge rundt forbi Hundested til Sølager hvor den lille færge skulle bringe os til Hornsherred. Herfra videre til Frederikssund med mulighed for toget hjem, eller videre til Farum med samme udgang, afhængig af dagsformen. Det fine ved denne rundtur er de mange muligheder for nemt at komme med offentlig transport retur hvis benene eller udstyret ikke makker ret.

Bikepacking i en weekend
Weekend bikepacking gennem Nationalpark Kongernes Nordsjælland, Nordkysten og Hornsherred, og videre langs Mølleådalen til Farum.

Afsted på tur

Jeg skulle arbejde lørdag, så først sidst på eftermiddagen sad vi på S-toget mod Hillerød. Herfra hoppede vi på den regionale cykelrute 33 mod Gilleleje. Vi havde fornøjelsen af at cykle gennem det smukke Frederiksborg Slot og langs kanten af parken på vejen ud af byen. Det var en kæmpe oplevelse og kan klart anbefales selvom der var mange mennesker på slottet.

Cykelruten nord ud af Hillerød går direkte gennem Frederiksborg Slot og slotspark. Fin måde at blande naturoplevelserne med kultur.
Cykelruten nord ud af Hillerød går direkte gennem Frederiksborg Slot og slotspark. Fin måde at blande naturoplevelserne med kultur.

Turen gennem Gribskov er virkelig smuk, og du ruller primært på grusveje, og enkelte stykker singletrack. Efter Kagerup Station finder du et i særklasse lækkert stykke spor, som bringer dig 500 meter videre.

Turen gennem Gribskov foregår primært på større skovveje med enkelte lidt mere udfordrende passager indlagt.
Turen gennem Gribskov foregår primært på større skovveje med enkelte lidt mere udfordrende passager indlagt.

Dagens mål var den lille lejrplads ved Nakkehoved Fyr. Den ligger med perfekt læ, medmindre vinden er i nord. For at undgå for meget ud og hjem kørsel, drejede vi ved Søborg Slotsruin fra cykelrute 33 og tog de små landeveje de sidste kilometer til Dronningmølle. Her gav den lokale Netto mulighed for at supplere det medbragte mad, så aftensmaden fik et ekstra pift.

Nyt grej med på tur

På denne tur fik jeg lejlighed til at teste lidt nyt grej.  Fordi vi ville spise frisk mad, fremfor frysetørret, havde vi besluttet at købe ind undervejs. Jeg medbragte derfor en lille let rygsæk i en af cykeltaskerne. Sea To Summit Ultra-Sil Nano Daypack er fremstillet i supertynd 15 denier nylon materiale og vejer kun knapt 30 gram. Den opgivne volumen er 18 liter, og med en pakstørrelse så den kan ligge i en knyttet hånd. Det gør at den passer perfekt i et tætpakket bikepacking setup og giver ekstra bagageplads i en håndevending. Du kan læse en mere grundig anmeldelse af rygsækken her.

Den kompakte Sea To Summit Ultra-Sil Nano Daypack kan ligge i en knyttet hånd og giver ekstra 18 liter kapacitet på ryggen. Perfekt til småindkøb i løbet af dagen på bikepacking turen.
Den kompakte Sea To Summit Ultra-Sil Nano Daypack kan ligge i en knyttet hånd og giver ekstra 18 liter kapacitet på ryggen. Perfekt til småindkøb i løbet af dagen på bikepacking turen.

Vel ankommet ved Nakkehoved

På lejrpladsen blev nattens ly, en let tarp hurtigt sat op, og der blev fyret op i et lille bål af drivtømmer fra stranden, helt perfekt. Jeg havde medbragt et udvalg af forskellige pløkke til tarpen, hvis du vil vide mere om pløkke kan du læse videre i min artikel her.

Aftensmaden blev tilberedt med gryde og pande, over den medbragte gasbrænder, og bestod af tyrkisk pasta med pesto samt panderistet spegepølse med tomat og løg.

Selvom man ikke har plads til sav, økse og andet bushcraft grej på cyklen kan man alligevel godt have bål til at give ekstra hygge på en kølig aften.
Selvom man ikke har plads til sav, økse og andet bushcraft grej på cyklen kan man alligevel godt have bål til at give ekstra hygge på en kølig aften.

Nordkysten på dag 2

Efter en god nats søvn, heldigvis var der lidt vind som sørgede for at myg ikke var noget problem, stod vi op til fint vejr og den smukke udsigt mod Kullen på den anden side af vandet.

Morgenmaden bestod af havregrød med blåbær og banan, det er en let og enkel måde at få nogle kalorier og fibre i maven.

Morgenmad på den lille lejrplads ved Nakkehoved Fyr.
Morgenmad på den lille lejrplads ved Nakkehoved Fyr.

Lejren var hurtigt pakket ned, der er jo ikke så meget når man rejser let på cyklen, og turen gik videre mod dagens første mål, frokost i Tisvildeleje. Først skulle Nordkystruten, cykelrute 47, dog nydes i fulde drag. Selvom ruten i hovedsagen følger småveje gennem sommerhusområder, belønnes man alligevel med flotte udsigter og små perler undervejs. Det er endda muligt undervejs at freestyle lidt og få en lidt mere spændende tur end den som den officielle rute byder på.

Frokost i Tisvildeleje

På grund af den tætte bebyggelsesprocent og bebyggelse helt til kanten af skrænterne går cykelruten oftest på småveje igennem sommerhusområder, lejlighedsvis gennem små ubebyggede områder med direkte udsigt til vandet. Det gør nu ikke noget, og hele turen mod Tisvildeleje opleves som hyggelig og rar.

I Tisvildeleje drejer vi kort fra cykelruten op ad hovedgaden for at finde restauranten Den Røde Tomat, som reklamerer med italienske delikatesser. Her får vi et par virkelig gode pizzaer, som ubetinget er den lille omvej værd.

Pizza på Den Røde Tomat er i særklasse lækkert. Måske hjalp det også med sol, cykelben og godt selskab.
Pizza på Den Røde Tomat er i særklasse lækkert. Måske hjalp det også med sol, cykelben og godt selskab.

Under frokosten kigger jeg på fartplanen for M/F Colombus, den lille færge, som skal bringe os til Hornsherred senere på dagen. Her står der som det første, at færgen ikke sejler på grund af vind, mens vi sidder i nærmest vindstille og sol. Nuvel, heldigvis er færgepersonalet kun et telefonopkald væk, og jeg får hurtigt en beroligende besked om at de forventer at sejle igen i løbet af eftermiddagen.

Tisvilde Hegn og Melby Overdrev

Efter pizza, kig på kortet og en kop kaffe triller vi videre ned over den store parkeringsplads ved stranden og videre ind i Tisvilde Hegn. Igen følger cykelrute 47 primært de større grusstier, men der er rige muligheder for at freestyle og få lidt lækkert trail under dækkene. Tisvilde Hegn er et ar de få steder på Sjælland hvor sporene altid føles tørre, uanset hvor meget det regner.

Melby Overdrev har gennem mere end 100 år været militært skydeterræn, og er derfor en af de få sammenhængende flade områder på nordkysten som ikke er udstykket til sommerhusgrunde.

Melby Overdrev er resultatet af menneskets udnyttelse af området før i tiden. Man havde køer og får græssende på området, der var for magert til at opdyrke. Sammen med afgræsning har de ringe næringsforhold givet voksemulighed for laver og urter, der ikke kan klare sig i konkurrencen om lyset i mindre barske områder.

I dag hvor hedebonden er historie, og kvælstofbelastningen er blevet markant, er heden ved at blive overtaget af græs og træer. Heder og overdrev bliver mere og mere sjældne. Der har de senere år været en større indsats i gang, for at bibeholde det særegne udtryk som hedelandskabet giver.

Efter Melby Overdrev rammer cykelruten igen landevej, men hvis du holder til højre gennem Liseleje Plantage kan du få lidt ekstra kilometer på små stier i stedet.

Is i Liseleje

Efter den hårde tur gennem Tisvilde Hegn, Asserbo Hegn, Melby Overdrev og Liseleje Plantage, var det en fornøjelse at se den lille isbutik med Hansen Is i Liseleje – nåhja, måske var det egentlig slet ikke så hårdt, men en is kunne vi godt klemme ned.

Knud Rasmussens Hus

Lige inden Hundested ligger Knud Rasmussens Hus, som er en stærk kandidat til titlen som Danmarks smukkest beliggende museum.

Den store varde med inskriptionen:

“Følelse af kald fører gennem alle genvordigheder.” 

…giver et godt indtryk af den tankegang som har præget livet for en af vores allerstørste polareventyrere.

Inskriptionen "Følelse af kald fører gennem alle genvordigheder." på mindevarden for polarfareren Knud Rasmussen tæt på Hundested.
Inskriptionen “Følelse af kald fører gennem alle genvordigheder.” på mindevarden for polarfareren Knud Rasmussen tæt på Hundested.

Knud Rasmussen har haft stor betydning for udforskningen af Grønland. De ekspeditioner han deltog i, og dem som han selv planlagde og gennemførte, har hver især givet et kæmpe videnskabeligt udbytte. I ekspeditionerne deltog flere andre videnskabsmænd, som indenfor deres individuelle fagområder bidrog til kortlægningen af Grønland. Det gælder på så forskellige felter som botanik, geologi, meteorologi, kartografi, etnografi og arkæologi.

Knud Rasmussen er særligt kendt for sin deltagelse i den Danske Litterære Grønlands-ekspedition fra 1902 til 1904 og de 7. Thule-ekspeditioner mellem 1912 og 1933. Han udgav en række populære bøger om sine ekspeditioner, om menneskerne i Arktis, deres levemåde, traditioner og mytologiske verdensbilleder.

Museet var en stor oplevelse, og er helt sikkert et sted jeg kommer tilbage til for at fordybe mig i historien om Grønland og Knud Rasmussens liv.

Indkøb og strand i Hundested

For at undgå for meget vægt på cyklerne medbragte vi ikke ret meget mad. Altså var det nødvendigt med et indkøbsstop i Hundested hvor du finder flere velassorterede supermarkeder. Men først skulle Louise en tur i vandet og køles af. Heldigvis har Hundested en rigtig fin lille strand med gode faciliteter. Her blev vi også tilbudt overnatning i en have. Helt generelt  møder vi altid stor velvilje hos de mennesker vi støder på undervejs.

Færgen fra Sølager til Kulhuse

Fra Sølager trillede vi ombord på M/F Colombus, den lille færge som på 8 minutter bringer os over det farvand som markerer mundingen af Roskilde Fjord. Færgeoverfarten er meget påvirket af vind, og faktisk sejlede den ikke en stor del af dagen. Vores nødplan var at følge cykelruten mod Frederikssund på østsiden af fjorden, men at den lille færge var i drift igen var en velkommen bonus på turen.

Den lille bilfærge, M/F Colombus bringer os sikkert fra Slager til Kulhuse i Hornsherred.
Den lille bilfærge, M/F Colombus bringer os sikkert fra Slager til Kulhuse i Hornsherred.

Ned gennem Hornsherred

Aftenens mål var den lille lejrplads i Kulhuse, som ligger på en lille bakke med udsigt over Roskilde Fjord og færgelejet. Desværre havde nogle valgt at trodse skiltningen, og pladsen var fyldt op med et par biler, og en større flok mennesker som tydeligt skulle være der længe. Vi valgte derfor at forlægge aftenens lejrplads, og med god tid til solnedgang var det ikke noget problem at trille gennem den private skov, som udgør størstedelen af arealet i den nordlige del af Hornsherred. Planen var nu at trille ned af stikvejene mod vandet, og se om vi kunne finde en passende lejrplads på stranden. Desværre viste kystlinien sig at bestå af strandenge, med græssende køer, og myg i rigt mål.

Har er tarpen uglamourøst smækket op i baghaven hos venner i sommerhus. Fordelen er det jævne underlag, tætklippede græs og manglen på myg.
Har er tarpen uglamourøst smækket op i baghaven hos venner i sommerhus. Fordelen er det jævne underlag, tætklippede græs og manglen på myg.

I stedet endte vi i baghaven hos venner som var i sommerhus. Her kunne tarpen nemt sættes op på græsplænen og som bonus var der lige en god aftensnak på programmet.  Aftensmaden  var en lækker Daal lavet på stedet med linser og andet lækkert.

Sidste dag i sporet

Efter en god nats, myggefri, søvn skulle tarp og sovegrej pakkes på cyklerne for sidste gang. Men først en omgang morgenmad. Gårsdagens havregrød var skiftet ud med scrambled eggs med ristet chorizo pølse suppleret med en baby smoothies – alt sammen indkøbt i Hundested aftenen før.

Morgenmad bestående af scrambled eggs, ristet chorizopølse, tomat, brød og baby smoothies.
Morgenmad bestående af scrambled eggs, ristet chorizopølse, tomat, brød og baby smoothies.

Silvan i Frederikssund

Da vi kom ud af de små spor i Færgelunden og skulle krydse Kronprins Frederiks Bro mod Frederikssund bemærkede jeg at der pludselig var lidt slør i mit tråd. På den anden side af broen kunne jeg konstatere at bolten som holder kranksættet på plads havde løsnet sig, og så var gode råd dyre. Mit ellers velassorterede multiværktøj indeholder kun umbracko nøgler op til 8mm, og kranksættet æder en 10mm til morgenmad. Der var ikke så meget andet at gøre end at fortsætte ind af hovedvejen og se om der ikke skulle dukke en løsning op.

Heldigvis ligger der på venstre side af vejen en Silvan, og her havde de udsalg af udgående værktøj fra Milarco. Helt sikkert ikke verdens bedste kvalitet, men godt nok til at løse opgaven. Og så scorede jeg et komplet sæt nøgler, inkl. en 10mm, til en flad 20’er. Happy days!

Et komplet sæt umbracko nøgler til en 20'er hos Silvan i Frederikssund. Det reddede et løst kranksæt og dermed resten af turen.
Et komplet sæt umbracko nøgler til en 20’er hos Silvan i Frederikssund. Det reddede et løst kranksæt og dermed resten af turen.

Med krankarmen forsvarligt tilspændt igen kunne turen fortsætte med et mere fast tråd af de små landeveje mod Buresø og Mølleåstien.

Is ved Buresø

Kort før Buresø rammer cykelruten igen skovveje, en kæmpe fornøjelse efter asfalt de første mange kilometer på dagen. I den sydøstlige ende af Buresø ligger et pizzeria som også sælger is. Her fik vi lige et pitstop og en is, inden turen fortsatte ad Mølleåstien.

Mølleåstien

Mølleåstien er en vandrerute langs Mølleåen fra dens udspring ved Buresø, til den når Øresund ved Skodsborg. Stien går som navnet antyder langs Mølleåens breder igennem smukke naturområder.

Louise på Mølleåstien tæt på Farum. Mølleådalen er i sig selv en værdig tur hvis hjulene skal ud og rulle.
Louise på Mølleåstien tæt på Farum. Mølleådalen er i sig selv en værdig tur hvis hjulene skal ud og rulle.

Vi valgte at stoppe i Farum, og tage toget hjem, men du kan følge Mølleåstien hele vejen ud til Strandmøllen og Øresund gennem Dyrehaven. En smuk og anbefalelsesværdig tur.

Pakkeliste, de store linier

Du har ikke brug for ret meget grej til bikepacking i en weekend. Og du kan enkelt komme afsted med få midler. Min cykel er sat op med dedikerede tasker, men en robust drybag på styret med teltet, og en let rygsæk med resten er fint at starte med. Jeg tager udgangspunkt i de ting jeg medbringer på en vandretur, og skærer det til så det passer på cykel. Min, grove, pakkeliste kommer her:

Køkkengrej

  • skarp kniv
  • plast skærebrædt
  • skål, kop og spork
  • brænder, gas og gryde
  • lighter, tændstikker og et par tændbriketter
  • mad og snacks

Personlig pleje

  • Enkelt førstehjælpssæt
  • Tandbørste og tandpasta
  • Solcreme og buksefedt
  • Myggespray
  • Håndsprit
  • Bionedbrydeligt sæbe
  • Lille microfiber håndklæde

Cykelpleje

  • Multiværktøj med kædeskiller
  • Pumpe
  • Reserveslange og hurtiglapper
  • Dækjern
  • Reserve kædeled
  • Kædeolie og klud

Beklædning

  • Cykeltøj du er bekvem i, svarende til vejret
  • Vandtæt, åndbar jakke
  • Let dun- eller fiber isoleret jakke
  • Tør trøje og underbukser til at sove i
  • Buff

Overnatningsudstyr

  • sovepose svarende til årstiden
  • liggeunderlag
  • tarp eller telt, hvis du ikke sover i shelter

Elektronik

Du kan sagtens vælge at lade elektronikken bliver hjemme, men jeg medbringer som regel:

  • smartphone og ladekabel
  • powerbank med to udtag
  • ur
  • håndholdt GPS monteret på cyklen
  • analogt kort

På turens sidste kilometer kørte vi og gennemgik cyklernes oppakning for at finde steder hvor der kunne optimeres. Vi blev enige om at de få ting, førstehjælpssæt blandt andet, som ikke var blevet brugt på turen, ikke var noget vi ville undvære en anden gang. Det er en fornøjelse at sidde med følelsen af at have ramt helt rigtigt med pakningen.

Resourcer

Når jeg tager på tur bruger jeg i reglen både elektroniske og analoge resourcer til navigation. Her får du en liste over de resourcer jeg benyttede til bikepacking i en weekend.

Nordlige Sjælland Cykelkort – Nordisk Korthandel

Cykelkortet fra Nordisk Korthandel er produceret med kortdata fra Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering, Vejdirektoratet og med ekspert viden fra konsulenter. Kortet er trykt på det slidstærke og vandfaste materiale POLYART, et materiale som nemt kan foldes og er helt upåvirket af fugt.

Køb cykelkortet hos Nordisk Korthandel her.

Det Nordlige København og Nationalpark Kongernes Nordsjælland – Calazo Forlag

Calazo friluftskort er en serie af outdoorkort som vil dække en stor del af de lækreste og mest inspirerende danske naturområder. De er udviklet med fokus på vandring, kajak eller kano, cykling og mountainbike.

Calazo kort over Nordsjælland
Det Nordlige København og Nationalpark Kongernes Nordsjælland, friluftskort fra Calazo Forlag.

Kortene er bygget op fra bunden med shelters, teltpladser, mtb spor, p-pladser, vandposter og andre relevante informationer i et lækkert format. Data er baseret på materiale fra Geodatastyrelsen, Naturstyrelsen, OpenStreetMap, Strava Heatmaps og andre relevante kilder.

Kortmaterialet er trykt på Tyvek, som er meget slidstærkt og helt vandtæt.

Du kan læse detaljer om mine oplevelser med Calazos materiale, i min anmeldelse af kortet over Bornholm i denne artikel. Det er mit indtryk at dette kort holder samme lækre kvalitet.

Køb kortet hos Fjeld og Fritid her.

Topo Summer II – frikart.no

Elektronisk topografisk kort med veje, stier osv. til min Garmin GPSmap 66ST. Nem og hurtig detailnavigation undervejs.

Hent Topo Summer II til din Garmin GPS fra frikart.no.

Spørgsmål, kommentarer eller feedback?

Har du spørgsmål eller kommentarer er du velkommen til at lægge en kommentar herunder eller ovre på facebook.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *